Det Norske Travselskab fejrer sit 150 års jubilæum i år og har i den anledning fået den anerkendte forfatter Dag Solstad til at skrive en bog om travsport. Anne har læst bogen, og det har sat tanker i gang

En af Norges store venstrefløjsforfattere, Dag Solstad, havde den tese, at travsporten var det sted i samfundet, hvor alle mennesker var lige. Han døde for nogle mÃ¥neder siden – kort efter hans 150 Ã¥rs jubilæumsskrift for Det Norske Travselskab “En sann svir!” var udkommet.
“I travets verden hersker der et sandt klasseløst samfund”, agiterede forfatteren til sin dødsdag.
Dag Solstad voksede op og var ung i miljøet omkring Jarlsberg travbane i 1950erne, hvor han fik kammerater fra vidt forskellige samfundsklasser, og det var denne blandede kreds, som gav Solstad troen på, at i travsporten var det ligegyldigt, om du var rig eller fattig, tyk eller tynd, ung eller gammel, klog eller dum, der skulle nok være plads til alle.
Ja. Det er jo en smuk tanke. At travsporten er rummelig og klasseløs.
Jeg har også selv bekendt mig til den tro. Og gør det vel stadig, for hvorfor ellers være i sporten, der jo er båret af drømmen om den gode hest, den eftertragtede sejr eller den store gevinst.
Og vi kan allesammen fortælle historier om hesten med de skæve ben, der blev bedst, og om den dag, hvor du kom til at krydse nummer syv i stedet for storfavoritten. Og sÃ¥ vandt nummer syv til odds 777…
Eller hoppen, der ikke rigtig duede til løb, men blev mor til et helt dusin skrappe travere med naboens hingst som far. Eller ham den pudsige mand, du har sludret med hver eneste løbsdag, uden at ane, at han var direktør for Nationalbanken.
Men holder de historier endnu?
Eller er de, som så meget andet, endt med at være fra en anden tid?
Sandt er det, at travsporten stadig er rummelig. Der er virkelig plads til os allesammen, uanset køn, klasse, alder, formue, drøjde og humør. Vi kan allesammen komme i nærheden af en god hest, og det er umuligt at købe sig til en succes.
Eller selvfølgelig kan du købe en succesrig hest, men den kan brække benet i morgen. Du kan også købe dig til en hel stald af kostbare heste, flotte vogne, fine seler, herligt hø og engageret personale.
Men du kan ikke købe dig til hele molevitten. Du er nødt til at lægge dit hjerte, din tid, din flid og dit vid som pant sammen med en hel masse tålmodighed, helst også lidt held og så selvfølgelig den der udefinerbare fornemmelse for heste som individer, ikke bare præmiejagere og handelsobjekter, men personligheder, som har krav på respekt, ydmyghed og forståelse.
Hvis du er Ã¥ben for den del af travsporten, hvor der ogsÃ¥ er plads til de heste, der ikke absolut skal ud i derbyprøverne næste gang, men bare yder deres bedste og spreder glæde ved at stikke mulen ned i din lomme efter et bolsje – ja, sÃ¥ har du fundet ind til det, der gør livet allermest værd – for nu at citere en sang fra Morten Korch-filmenes guldalder, I ved, fra dengang derbyet altid blev vundet af helten Poul Reichardt med en af de røde heste, mens skurkene faldt pÃ¥ halen og de gode faldt hinanden om halsen og solen sank og sÃ¥ videre.
Så enkelt er hverken livet eller travsporten i vores moderne tider, men budskabet om at være dus med himlens fugle og skovens grønne træer er eviggyldigt og en simpel opskrift på det gode liv.
Hvilket bringer mig frem til den gode side.
Jeg har fået ros af min far.
Uforbeholden.
Vi har i flere år døjet med, at svalernes reder braser ned, når ungerne er halvstore.
Sidste år prøvede vi at holde liv i nogle af de små skrog med vand og korn, og det kan man ikke, men så kom naboen forbi forleden og fortalte, at hun havde reddet en flok unger ved at putte dem i en kasse og hænge den op som erstatningsrede.
Så da jeg fandt en klump rede og fem småbitte fugleunger i Axels boks, måtte jeg jo prøve naboens redningsmetode. Jeg gik på jagt efter noget, der kunne bruges, og fandt en plasticbøtte, der havde været en liter is i engang.
Den var fin, men hvordan skulle jeg fÃ¥ den klistret op under taget…jeg prøvede med selvbinderstrik og gaffatape, alt kan fikses med gaffatape, siger min fætter, gamle næsebÃ¥nd og karabinhager, men det var først, da jeg fandt en spÃ¥negreb, at missionen fik luft.
Den kunne nemlig snøres fast, og så var det enkelt at hælde lidt halmpiller og de fem små unger op i iskassen og plante den i spånegreben. Men hvad ville forældrefuglene gøre?
De voksne svaler cirklede om Axels boks. Fløj lidt frem. Lidt tilbage. Satte sig på lysstofrørene.
Jeg krydsede fingre og lod livet gå sin gang.
Og i går blev jeg så kaldt til samtale hos far med den der højtidelige stemme, der kun bruges ved helt særlige budskaber. Jo, han havde kravlet op på en stige og kigget ned i reden, og der var liv i ungerne, og en af de voksne fugle sad der også noget så fornøjet.
“Det mÃ¥ være noget af en tilfredsstillelse at det lykkedes at redde dem”, sagde far. Større ros har jeg ikke fÃ¥et, siden jeg fik ham gratis ind i Tivoli pÃ¥ mit pressekort i 1995.
Og sÃ¥ tilføjede far for sig selv, at det mÃ¥ske var skidt at redde dem. For sÃ¥ var de jo nødt til at flyve helt til Afrika til vinter…
“En hest. En hest. Mit kongerige for en hest.”
Rikard III, William Shakespeare