Aftalen med mig selv er, at jeg skal være positiv, når jeg skriver om mit liv i travsporten her på Travservice. Derfor har jeg været stille i en stykke tid. Fordi det faktisk ikke altid er så let at finde sider, der er gode nok at skrive om, når travsporten er inde i en træls periode

Når det nogle gange føles som om sporten (og det er ikke kun i Danmark) er ved at ende som en afsporet og ynkelig suppedas mærket med kort dato.

Men så fik jeg en sang på hjernen.

Den er vist blevet spillet så meget på TikTok, at den nu er endt med at være uundgåelig på P4. Først troede jeg, at det var en ironisk parodi på dansktop, men det er åbenbart en ærlig ment popsang, som 24-årige Rosa har skrevet som et slags mentalt beskyttelsesrum i en tid, hvor den globale verdensorden rokker ved vores samfunds fundament.

Omkvædet lyder sådan her:

“Jeg tager skyklapper på, himlen er blå
 Håbet er grønt, og det holder jeg på
 Solen den skinner, smilet det smitter
 Så længe jeg lever, og jorden er rund
 Vil jeg holde mig for ørerne
Når de siger hvor skidt det går
Jeg tager skyklapper på, himlen er blå
 Håbet er grønt, og det holder jeg på!”

Og selvfølgelig går det ikke at rende rundt med skyklapper og bare tro, at alt kan smiles væk.

Jeg ved også godt, at alt ikke bliver godt igen, bare jeg lukker ørerne længe nok, men præcis som sangskriveren Rosa, så er jeg nødt til at tro på, at solen, smilet og håbet også er en slags våben i kampen for det gode liv på jorden og således også i travsporten.

Så jeg tager skyklapper, fast vat og pullernet på, så jeg undgår at bruge unødige ord i ophidset tilstand og pænt holder mig til mit koncept: At være positiv.

He, så starter jeg alligevel lige med et stridspunkt – den evindelige bolsjekrig, der foregår i Stald Saltum. Far har pt 60 kilo bolsjer på lager i sit foderrum.

Pænt stablet i bøtter med ti kilo i hver. Han får sikkert mængderabat, men han deler også virkelig mange bolsjer ud.

Og mange solsikkekerner til solsortene.

Ligesom han spilder det meste af sin mad, når han spiser. Ikke fordi hans motorik er dårlig, næ, det er bare hunden, der sidder trofast ved siden af hans stol og forventer hver en bid, der ryger under bordet.

Sådan gør hestene også. Tigger. Uophørligt.

Så snart de hører, at far er i nærheden, så er de udenfor pædagogisk rækkevidde (far hoster, så han er let at spotte).

I går morges skulle jeg læsse en unghest, der ikke er så vant til at køre bil.

Far stiller sig hjælpsomt ved skillerummet, men hesten stopper og tværer med hele hovedet og kan slet ikke klare at gå op på rampen.

Den sanser kun, at der er bolsjer i nærheden. Jeg skælder far ud. Han flytter sig, så han står i staldporten bagved hesten…Det får hesten til at dreje rundt og væk fra bilen i håbet om, at der så falder et bolsje af.

Så skælder jeg mere ud på far og hans elendige bolsjer, og han mumler noget om, at han jo bare gerne vil hjælpe, men lusker lydigt over på den anden side af bilen. Og vupti, så går hesten ind i bilen.

Nu vil folk, der kender mig, så sige: Du skal da nødigt snakke. Der er ingen, der propper så mange bolsjer i munden på en hest som dig.

Og dertil vil jeg svare: Det er kun de gamle nisser, der kan tigge på en ordentlig måde, der har fri adgang til min venstre lomme, som ganske rigtigt altid er fyldt med bolsjer, hvis der nu skulle opstå en situation, hvor bolsjer kunne udnyttes konstruktivt. Men altså ja, Billi går ikke ret mange skridt per bolsje.

Axel har sin helt særlige måde at nusse mulen hen til venstre lomme på, og Cadiz er ved at være så voksen, at han godt kan tåle en friere bolsjepolitik. Men alle andre heste får kun bolsjer, når de har fortjent et bolsje.

Og ungheste får bare ikke bolsjer i flæng.

Men det er da ganske vist, at jeg også er bolsjemisbruger.

Som far, så datter.

Dyrlægen snakker endda om et særligt saltumsk “bolsjeinducerethøjreforkodesyndrom”, og dopingdamerne på Jägersro er nok ikke helt kommet sig over, at jeg hev et bolsje op ad lommen og bød Billi, mens vi ventede på at få taget en dopingprøve.

Det var forbudt. Helt forbudt.

Nå, ikke flere ord om bolsjer.

Det er og bliver en uskik. Men det er nu så rart at være den, der giver en godbid…det er lidt som være julemand hele året.

Til den gode side så kan jeg sagtens klare sulkyuheld som et dæk, der punkterer, mens hesten er i volten.

Jeg skal godt nok råbes lidt op, før jeg fatter, at det er min hest, der har et punkteret dæk. Og jeg tænker lidt i blindgyder, da jeg prøver at finde ud af, hvad jeg skal gøre, mens hesten nærmer sig staldsiden.

Men så er der en, der råber, om jeg har et reservehjul…og jo, det har jeg da ude i bilen, så det henter jeg, mens jeg tænker videre over, hvordan jeg så skal få vognen skilt af og få et nyt hjul på og…

He, – og inden jeg overhovedet når at tænke mere, så er hjulet taget ud af min hånd og fluks er Cadiz tilbage på banen.

Hvordan det egentlig gik for sig, det har jeg stadig ikke fattet, men der var en masse mennesker, der helt automatisk tog min opgave på sig. Dels fordi det er en kendt sag, at mine hænder mest er i vejen for det arbejde, der skal gøres, men mest fordi hjælpsomhed er en selvfølge på staldsiden. Og det er et af de smukkeste træk ved travsporten. Der er altid nogen, der er klar til hjælpe.

Tak for det.
“Teknik er at gøre tingene rigtigt, etik er at gøre de rigtige ting.”
 Ole Hartling, tidligere formand for Etisk Råd.