Aftalen med mig selv er, at jeg skal vรฆre positiv, nรฅr jeg skriver om mit liv i travsporten her pรฅ Travservice. Derfor har jeg vรฆret stille i en stykke tid. Fordi det faktisk ikke altid er sรฅ let at ๏ฌnde sider, der er gode nok at skrive om, nรฅr travsporten er inde i en trรฆls periode
Nรฅr det nogle gange fรธles som om sporten (og det er ikke kun i Danmark) er ved at ende som en afsporet og ynkelig suppedas mรฆrket med kort dato.
Men sรฅ ๏ฌk jeg en sang pรฅ hjernen.
Den er vist blevet spillet sรฅ meget pรฅ TikTok, at den nu er endt med at vรฆre uundgรฅelig pรฅ P4. Fรธrst troede jeg, at det var en ironisk parodi pรฅ dansktop, men det er รฅbenbart en รฆrlig ment popsang, som 24-รฅrige Rosa har skrevet som et slags mentalt beskyttelsesrum i en tid, hvor den globale verdensorden rokker ved vores samfunds fundament.
Omkvรฆdet lyder sรฅdan her:
“Jeg tager skyklapper pรฅ, himlen er blรฅ
ย Hรฅbet er grรธnt, og det holder jeg pรฅ
ย Solen den skinner, smilet det smitter
ย Sรฅ lรฆnge jeg lever, og jorden er rund
ย Vil jeg holde mig for รธrerne
Nรฅr de siger hvor skidt det gรฅr
Jeg tager skyklapper pรฅ, himlen er blรฅ
ย Hรฅbet er grรธnt, og det holder jeg pรฅ!”
Og selvfรธlgelig gรฅr det ikke at rende rundt med skyklapper og bare tro, at alt kan smiles vรฆk.
Jeg ved ogsรฅ godt, at alt ikke bliver godt igen, bare jeg lukker รธrerne lรฆnge nok, men prรฆcis som sangskriveren Rosa, sรฅ er jeg nรธdt til at tro pรฅ, at solen, smilet og hรฅbet ogsรฅ er en slags vรฅben i kampen for det gode liv pรฅ jorden og sรฅledes ogsรฅ i travsporten.
Sรฅ jeg tager skyklapper, fast vat og pullernet pรฅ, sรฅ jeg undgรฅr at bruge unรธdige ord i ophidset tilstand og pรฆnt holder mig til mit koncept: At vรฆre positiv.
He, sรฅ starter jeg alligevel lige med et stridspunkt – den evindelige bolsjekrig, der foregรฅr i Stald Saltum. Far har pt 60 kilo bolsjer pรฅ lager i sit foderrum.
Pรฆnt stablet i bรธtter med ti kilo i hver. Han fรฅr sikkert mรฆngderabat, men han deler ogsรฅ virkelig mange bolsjer ud.
Og mange solsikkekerner til solsortene.
Ligesom han spilder det meste af sin mad, nรฅr han spiser. Ikke fordi hans motorik er dรฅrlig, nรฆ, det er bare hunden, der sidder trofast ved siden af hans stol og forventer hver en bid, der ryger under bordet.
Sรฅdan gรธr hestene ogsรฅ. Tigger. Uophรธrligt.
Sรฅ snart de hรธrer, at far er i nรฆrheden, sรฅ er de udenfor pรฆdagogisk rรฆkkevidde (far hoster, sรฅ han er let at spotte).
I gรฅr morges skulle jeg lรฆsse en unghest, der ikke er sรฅ vant til at kรธre bil.
Far stiller sig hjรฆlpsomt ved skillerummet, men hesten stopper og tvรฆrer med hele hovedet og kan slet ikke klare at gรฅ op pรฅ rampen.
Den sanser kun, at der er bolsjer i nรฆrheden. Jeg skรฆlder far ud. Han ๏ฌytter sig, sรฅ han stรฅr i staldporten bagved hesten…Det fรฅr hesten til at dreje rundt og vรฆk fra bilen i hรฅbet om, at der sรฅ falder et bolsje af.
Sรฅ skรฆlder jeg mere ud pรฅ far og hans elendige bolsjer, og han mumler noget om, at han jo bare gerne vil hjรฆlpe, men lusker lydigt over pรฅ den anden side af bilen. Og vupti, sรฅ gรฅr hesten ind i bilen.
Nu vil folk, der kender mig, sรฅ sige: Du skal da nรธdigt snakke. Der er ingen, der propper sรฅ mange bolsjer i munden pรฅ en hest som dig.
Og dertil vil jeg svare: Det er kun de gamle nisser, der kan tigge pรฅ en ordentlig mรฅde, der har fri adgang til min venstre lomme, som ganske rigtigt altid er fyldt med bolsjer, hvis der nu skulle opstรฅ en situation, hvor bolsjer kunne udnyttes konstruktivt. Men altsรฅ ja, Billi gรฅr ikke ret mange skridt per bolsje.
Axel har sin helt sรฆrlige mรฅde at nusse mulen hen til venstre lomme pรฅ, og Cadiz er ved at vรฆre sรฅ voksen, at han godt kan tรฅle en friere bolsjepolitik. Men alle andre heste fรฅr kun bolsjer, nรฅr de har fortjent et bolsje.
Og ungheste fรฅr bare ikke bolsjer i ๏ฌรฆng.
Men det er da ganske vist, at jeg ogsรฅ er bolsjemisbruger.
Som far, sรฅ datter.
Dyrlรฆgen snakker endda om et sรฆrligt saltumsk “bolsjeinducerethรธjreforkodesyndrom”, og dopingdamerne pรฅ Jรคgersro er nok ikke helt kommet sig over, at jeg hev et bolsje op ad lommen og bรธd Billi, mens vi ventede pรฅ at fรฅ taget en dopingprรธve.
Det var forbudt. Helt forbudt.
Nรฅ, ikke ๏ฌere ord om bolsjer.
Det er og bliver en uskik. Men det er nu sรฅ rart at vรฆre den, der giver en godbid…det er lidt som vรฆre julemand hele รฅret.
Til den gode side sรฅ kan jeg sagtens klare sulkyuheld som et dรฆk, der punkterer, mens hesten er i volten.
Jeg skal godt nok rรฅbes lidt op, fรธr jeg fatter, at det er min hest, der har et punkteret dรฆk. Og jeg tรฆnker lidt i blindgyder, da jeg prรธver at ๏ฌnde ud af, hvad jeg skal gรธre, mens hesten nรฆrmer sig staldsiden.
Men sรฅ er der en, der rรฅber, om jeg har et reservehjul…og jo, det har jeg da ude i bilen, sรฅ det henter jeg, mens jeg tรฆnker videre over, hvordan jeg sรฅ skal fรฅ vognen skilt af og fรฅ et nyt hjul pรฅ og…
He, – og inden jeg overhovedet nรฅr at tรฆnke mere, sรฅ er hjulet taget ud af min hรฅnd og ๏ฌuks er Cadiz tilbage pรฅ banen.
Hvordan det egentlig gik for sig, det har jeg stadig ikke fattet, men der var en masse mennesker, der helt automatisk tog min opgave pรฅ sig. Dels fordi det er en kendt sag, at mine hรฆnder mest er i vejen for det arbejde, der skal gรธres, men mest fordi hjรฆlpsomhed er en selvfรธlge pรฅ staldsiden. Og det er et af de smukkeste trรฆk ved travsporten. Der er altid nogen, der er klar til hjรฆlpe.
Tak for det.
“Teknik er at gรธre tingene rigtigt, etik er at gรธre de rigtige ting.”
ย Ole Hartling, tidligere formand for Etisk Rรฅd.