Ikke et eneste af de 12 løb på Copenhagen Cup-dagen vandtes af dansktrænede heste. Derimod var der stor succes for tyske og hollandske heste. Travservice bringer her en analyse af de opnåede resultater.
Copenhagen Cup-dagens tolvte og sidste løb vandtes af løbets eneste udenlandsktrænede deltager, hollandske Cardolan Byd med Jaap van Rijn i sulkyen. Er der grund til bekymring for dansk travsports styrke i forhold til vore nabolande? Svaret er nej.
Sverige blev ikke overraskende den store vinder af Copenhagen Cup-dagens interne landskamp. Vore naboer tog halvdelen af løbene, blandt andet hovedløbet, Menhammar Copenhagen Cup, og det er var ikke noget overraskende i. Bemærkelsesværdigt var det derimod, at der kom mange topheste til rammeprogrammet fra Tyskland, Holland, Italien og Frankrig. Franskmændene plejer kun at komme med heste i selve hovedløbet, men i år kom der flere fine heste i de øvrige løb, og Digne Et Droit tangerede i Charlottenlund Open banerekorden 1:10.0a og dermed også den hurtigste tid, der nogensinde er travet i Danmark.
Franskmændene fik udover sejren i Open også tredje- og fjerdepladsen i Copenhagen Cup. Holland blev nummer to efter Sverige på ”topscorerlisten” med tre sejre, en anden- og tre tredjepladser. Italien fik en sejr og tre andenpladser, Tyskland en sejr og to andenpladser, medens Danmark fik fire andenpladser og fem tredjepladser.
Selvom det ikke blev til dansk sejr, så kunne værtslandet alligevel notere en god ”høst” i de meget jævnbyrdige løb. Men er forholdet således, at vore sydlige naboer er på vej forbi os hvad sportslig kvalitet angår? Svaret er som sagt nej. Men hvorfor? Svaret staves hårdere konkurrence, og det har vi også fået i Danmark.
Copenhagen Cup-dagens sportslige opbygning er et godt eksempel på, at der er sket eller ved at ske en trendændring i den måde, vi skriver propositioner på og måden, vi bygger løbsdagene op på. Lad os se på de fælles egenskaber i dansk, tysk og hollandsk travsport, hvilket i stor udstrækning også gælder italiensk travsport.
I de nævnte lande er antallet af heste faldet kraftigt de seneste 25 år. Færre føl er blev født, hvilket har bevirket, at der successivt er kommet færre og færre heste til start med færre løb og løbsdage som resultat. Nedgangen er markant. I Tyskland er den ca. 80% over nævnte årrække, og for eksempel er Charlottenlund Travbane gået fra næsten 100 løbsdage i slutningen af 80’erne til 35 i 2021.
Den mest åbenlyse konsekvens af den negative udvikling har været besværet med at få stablet løbsdage på benene. I Tyskland har vi i de seneste år set gentagne aflysninger af løbsdage; et fænomen vi heldigvis ikke er nået til endnu i Danmark.
Men der findes også en – mere skjult – positiv konsekvens i problematikken. I og med, at løbstilbuddene er blevet kraftigt reducerede, er propositionsskriverne blev tvunget til at anvende sin fantasi, og anmelderne (trænerne) er kommet i en situation, hvor de ikke længere kan managere en god hest i svag konkurrence. De bedste heste tvinges nu for tiden til at møde hinanden. Konsekvensen bliver mere hærdede og konkurrencedygtige heste.
Jeg mindes en hest, som jeg passede som staldmand midt i 80’erne. Det var en startraket efter Pay Dirt, som vandt ni løb i træk på Charlottenlund. Træneren var af opfattelsen, at den var god nok til at vinde løb på Jägersro og startede den der. Hesten var fuldstændig chanceløs i den svenske hverdagsklasse. Nu er det anderledes. I vore dage kan vi danskere tage til Jägersro, Halmstad eller Åby og vinde løb med heste, som ikke har en eneste sejr i resultatrækken. Tyskere og hollændere kan gøre det samme med deres breddeheste.
Det er denne udvikling, som har medvirket kraftigt til, at Copenhagen Cup-dagen som helhed bliver et overflødighedshorn af god sport i alle klasser. Det er næsten som om, at selve hovedløbet havner i skyggen af de øvrige løb, og det ligger der trods alt en vis bekymring i.
De mindre travlande, Danmark inkluderet, har haft fortvivlende svært ved at skabe store internationale stjerner, som kan gøre sig gældende i Prix d’Amerique eller Elitloppet. Medens et land som Norge producerer internationale stjerner på løbende bånd – Lionel, Papagayo E, Looking Superb, Cokstile etc. – så har Danmark svært ved at få travere af den dignitet frem. Med al respekt for Slide So Easy, Takethem, Tycoon Conway Hall med flere, som alle er fremragende heste, så er der jo ingen potentielle Elitloppsvindere blandt disse. Håbet står til E-årgangens heste, som har været igennem netop det, som er beskrevet ovenfor, nemlig kontinuerlig hård konkurrence. Vore dygtige opdrættere og trænere (dette gælder i højeste grad også for Tyskland og Holland) fortjener at komme op i den yderste elite med sine produkter, for kundskaben og potentialet er absolut til stede.