Efter fire sejre i træk måtte Among Hastrup onsdag aften se sig slået på Bjerke Travet i Oslo.
Det lignede en ny sejr til Among Hastrup (Great Challenger) med Hermann R. Tvedt undervejs i 4. løb på Bjerke Travet onsdag aften.
Storfavoritten til 15:10 havde taget spids fra sit indvendige startspor og fik lov til at føre uantastet i 1.17.0/1000 m
Med 500 meter tilbage bad Tvedt sin hest om at øge tempoet og opløbssvinget rundt var Among Hastrup et par længder klar af det forfølgende felt.
Men ind i opløbet meldte trætheden sig, og nu dukkede den upåagtede østrigske Ronny Brandt (Muscles Yankee) med Erlend Rennesvik op.
Og den kom stærkt og fangede akkurat Among Hastrup på målstregen.
De fik begge noteret 1.15.4a/2100 m efter af slutning i 1.12.7/500 m.
Der var 24.000 NOK i førstepræmie,mens Among Hastrup fik 12.000 NOK i andenpræmie.
Sejren kom bag på spillerne og Ronny Brandt gav næsten 39 gange pengene.
Ronny Brandt, der er seks år, har en gammel bekendt som moder, nemlig den tyske hoppe Lady Louise, der var i træning hos Steen Juul og som huskes som en fin væddeløber.
Hun er også moder til bl.a. News of Hanke 1.123 – 811.629 kr., der er danskregistreret og i øvrigt helbroder til Ronny Brandt.
Det blev til endnu en dansk andenplads ved A Winner (From Above) med Kai Johansen, der måtte se sig slået af favoritten Intrepid Ibex (Muscles Mass), der vandt i 1.15.3a/2100 m for Marius Høitomt.
A Winner løb 1.15.8 og fik 12.000 NOK i præmie.