Årets største løbsdag på Nykøbing F Trav er Mindeløbsdagen  i eftermiddag for banens største navn gennem tiderne, Harald Lund og det har fået Anne Dodensig til at mindes sin tur til Falster for nogle år siden.

Jeg hørte i radioavisen i bilen på vej til Hjallerup, at Donald Trump mirakuløst havde overlevet et

attentatforsøg til et vælgermøde et eller andet sted i USA.

Han var blevet skudt i øret.

Det er et år siden.

Hvordan mon verden havde set ud i dag, hvis Trump var ramt lige midt i panden. Og gad vide om det blødende øre var lige det, der vendte valgkampen til fordel for Trump.

Men alt det tænker jeg ikke videre over den søndag morgen.

Der er afgang fra Hjallerup med Team Jensen klokken otte. Vi skal til Falster for at starte i Harald Lunds Mindeløb. Som halvejer af Eros Zola har jeg fået lov til at komme med i bilen som staldhjælper for Martin, og jeg glæder mig til at prøve at have hest til start på Nykøbing.

Jeg havde været på travbanen i Nykøbing en gang i 1996, da jeg arbejdede og boede i Næstved, men havde kun en vag erindring om stedet.

Faktisk kunne jeg bare huske, at Lollipop, I ved Torben Lundgren, ham sangeren, drønede tværs over banen, fordi hans hest ikke vandt 4 års mesterskabet. Det var hjemmehesten Why Shadow, der vandt, Up To Date Frøkjær blev nummer tre, og det må have været War Dance, som Lollipop hidsede sig op over.

Den var resultat af en af de der amerikanerimporter, som DTC foretog dengang, moderen hed Scorpio Lobell, som også var mor til derbyvinderen Predator.

Vi kommer afsted fra Hjallerup ret præcist, og foran os har vi så godt og vel fem timers kørsel ned over Jylland, Fyn og af de små veje på Sjælland fra Korsør til Vordingborg og så over de sidste broer til sydhavsøerne.

Det var faktisk min geografiske baggård i 1990erne, hvor jeg i perioder boede i både Vordingborg og Næstved, og som sportsjournalist var der ikke mange stadions og sportshaller i det sydlige og vestlige Sjælland, jeg ikke kunne kende på kvaliteten af den franske hotdog.

Så jeg havde tænkt, at det blev hyggeligt at trille rundt på alle de velkendte veje, men der er jeg så nødt til at erkende, at små landeveje bare er små landeveje, som føles uendelige, når man helst skal nå frem i god tid med tre heste i en varm transport.

Heldigvis havde vi trailer på, så jeg kunne med god samvittighed lade Flemming og Martin skiftes til at køre.

Ingen, der har set mig prøve at bakke selv små fikse biler, ville overlade et køretøj med trailer til mig. Og det er egentlig bare rigtig rart en gang imellem at være med på en fribillet.

Til gengæld har jeg virkelig mange ord, der rasler ud af mig, hvis man kommer til at prikke til min samtaleknap.

Og når vi sidder stuvet sammen i en bil i mange timer, så bliver det til rigtig meget snak om de mest mærkværdige emner, så stakkels Martin har i årene løb spekuleret sig helt tyndhåret over, hvor pokker min stopknap mon sidder.

Der er Flemming mere heldig, han har ørepropper.

Men indimellem kunne det nu godt have blevet til en meget lytteværdig podcast, når vi diskuterer tåvægte, Trump, amerikansk unghestetræning, svenske storløb, franske baner og nytten af at måle puls.

Både Martin og Flemming har uendelige kilder af viden og erfaring at øse af, og jeg er god til at være påståelig.

Da vi endelig kan skimte travbanen i Nykøbing er klokken ved at være anløben.

Foran os holder tre personbiler i kø for at komme ind, og parkeringsvagten har god tid. Han snakker næsten lige så meget som mig, så Martin begynder at rotere lidt med kasketten. Vi tager jo ikke afsted med tre heste uden mindst tre sulkyer, og Martin ved godt, hvem der skal organisere udpakningen og alt det med at sætte hjul og sæder på, hvis vi skal nå at blive klar til starten går.

Vi skal stå i Henrik Thomsens stald, og der er dækket op med frugt og søde sager i fornemste storløbsstil. Jeg får lov at spænde Eros for næsten selv.

Martin tjekker altid alting, så jeg er ganske tryg, selvom det lykkedes Eros at smide hovedstangen i opvarmningen, men han føles fin nok i de flade sving, forsikrer kusken.

Til løb har han knætape og tåvægt på. Den slags finesser klarer Martin. Jeg har rigeligt bøvl med at så den der dims, der skal forhindre, at han tager luft ind, til at sidde rigtigt.

Til gengæld er han så ved at stikke af, da en papirdug blafrer lidt på havebordet udenfor stalden.

Eros er en stor, stærk og erfaren hest, der har startet på alverdens forskellige baner og tjent over  en million kroner, men en dug, der skratter, det er lige godt for farligt for sådan en herre. Så jeg bruger lidt tid på at sætte dugen bedre fast for at være på den sikre side, når Eros skal ud til løbet.

Klokken er blevet 16.

Jeg følges med Martin ned til banen. E Type Cash skal også starte i mindeløbet. Det begynder at snerpe lidt i maven. Eros er trods spor otte en af favoritterne, og jeg er ikke forvænt med at have en hest til start i et løb med laurbærkrans til vinderen.

Birger Jørgensen nikker fortrøstningsfuldt, inden han vender Eros op mod startbilen.

Han har tænkt sig at køre lidt til fra start, fordi den værste konkurrent, Four Guys Dream, har bagspor. Men løbet er kørt allerede efter et par hundrede meter. Jeppe Juel drøner til spids med Larsson, som er flyvende fin i det, der desværre bliver hestens sidste start. Eros kæmper i dødens, men han har ikke ben til at vinde den dag, som Jonas Vingegaard kunne have udtrykt det, så feltet overhaler Eros, der dog bider sig fast i en femteplads, mens E Type bliver diskvalificeret for galop.

Vi får hestene i bad, jeg trækker rundt med Eros, Martin skiller vognene af, og inden der er gået ret meget mere end en time, så er vi på vej hjem til Jylland igen.

Tre-fire timer har vi været på Falster.

Jeg har set et løb. Vekslet ord med fire, måske fem, mennesker, jeg ikke ville have mødt til løb i Aalborg, og så har jeg spist en hel del vindruer og et par chokoladekiks, så jeg er tanket til hjemturen.

Team Jensen taber og vinder ikke med samme sind, slet ikke, men hjemturen er altid lige lang uanset hestenes præstationer. For det er bare endnu en dag på kontoret for de professionelle, hvis det er gået halvskidt, mens det da godt kunne have lydt virkeligt højt i bilen, hvis det var en familie på tur…

Min far spiller aldrig, fordi hans far engang skældte ud hele vejen hjem fra Århus (det var inden E45). Far havde nemlig tabt med den hest, som bedstefar havde spillet på.

Det når at blive mørkt, inden vi er hjemme i Hjallerup. Vi har været i bilen i et halvt døgn, og det kan godt mærkes i en krop, der ikke er helt god til at være i samme stilling i alt for lang tid, men såhar jeg da prøvet at have starthest på Falster.

Nu mangler jeg kun Bornholm.

Til den gode side så har jeg snart fået revet alle vildfarne brandbægere på fars matrikel op med rod. Det gentager sig hver sommer. Jeg får den tvangstanke, at der ikke må være en eneste knaldgul og provokerende Eng Brandbæger, der overlever. Jeg har brugt så uendelig mange timer på at jagte den dumme plante, at det burde være løgn, men måske er det en slags ubevidst mental udrensning, jeg har gang i. Ligesom at lægge kabale eller puslespil.

Til den endnu bedre side så fik jeg den sødeste besked fra en kvinde, der passede min bedstefars hest Dirigenten hos Steen Juul i 1981. Hun sendte et foto af en Saltum-trøje, som hun fik af bedstefar og har gemt som minde om en rar hesteejer og en god hest.

Jeg blev rørt. Tak.