Det ser så legende let ud, når rigtige staldfolk jonglerer med sulkyposer, 13er-nøgler og hjulkapsler. To tre vupti så samler de lige en sulky. Men så let er det ikke for Anne.

Det ser så legende let ud, når rigtige staldfolk jonglerer med sulkyposer, 13er-nøgler og hjulkapsler. To tre vupti så samler de lige en sulky. Og fire fem svup så er den skilt af igen.

Og med et swung svinger de posen ned over stængerne, lyner låsen og snipsnapsnude så vipper de hele molevitten op bag på bilen igen. 

De kan også kende forskel på stor bike, lille bike, FCS, stor Carbon, lille multi og lav, høj eller i midten. 1,2,3 eller 4, længst fra eller tættest på…

Jeg er sulkyblind.

Total carbonintolerant.

Men med stor flid er det lykkedes mig at lære forskellen på lav, høj og i midten. Det er den justerbare højde på sulkyen. 1,2,3 og 4 er udtryk for sulkyens længde, der kan varieres afhængig af hvilket klik, du vælger at bruge. 1 er længst fra, 4 er tættest på, altså kortest. Store heste går i H1, meget små heste går i L4… Logik for staldfolk, volapyk for mig.

Heldigvis har Stald Saltum kun en sulky, så den kan jeg kende.

Det er en FCS fra tidernes morgen, og i mange år lykkedes det mig at drible udenom alt det praktiske med sådan en sulky.

Det er jo så ris til egen møje, når man står på et staldterræn og diskret prøver at få sulkyen til at give slip på de elendige hjul, der bare ikke vil bakses hverken af eller på, om jeg så bruger al min kraft og alt mit raseri. Og hvis så en venlig sjæl forsigtigt foreslår, at jeg lige vender værktøjet rigtigt, ja så…bliver jeg endnu mere sammenbidt, men dog desperat nok til at klemme et sølle smil ud mellem fortænderne og fremstamme et tiggende „vil du ikke nok hjælpe mig så…‟ 

Men efter et totalt FCS-sammenbrud i Skive sidste sommer tog jeg konsekvensen.

Det kostede en formiddag og virkelig mange blå mærker at lære at få samlet og skilt den vogn uden at gå i selvsving.

Nu går det gelinde, og det er endda snart kun hver tredje gang, at jeg vender sulkyposen forkert. 

Værre er det med Axel Partys sulky.

Det er nemlig kuskens multiflex, og den kan mine slatne muskler slet ikke makke med, når den skal svinges op og ned fra bilen, det ved min fornuft godt, men det er også træls at vente på hjælp, så nogle gange hiver jeg den selv ned.

Nogle gange er det gået godt. De fleste gange er det gået næsten galt, og en enkelt gang slog sulkyen mig ned med et ordentligt gok lige i panden. 

Derfor har jeg nu udviklet en metode, hvor jeg med hjælp fra en skammel og et par meget dybe indåndinger kan lirke sulkyen på plads med den tunge ende nedad. Så nu kan jeg selv klare det hele med de sulkyer.

Øhh, ja, det vil så sige, at jeg lige har opdaget, at Axels sulky af uransagelige årsager står klar i garagen med hjulene på siden sidste start…Er I klar over, hvor tung en sulky er med hjul? 

Til den bedste side så er det i dag ti år siden, at Martin Mark Bjerregaard startede som staldmand hos Stald Flemming Jensen.

Han er et af de der magiske mennesker, som kan alt, jonglerer med sulkyer, tryller med seler, svinger sig i sadlen, klikker med hesteejere, bakker som en Gud – også med trailer, kender alle og løser selv de særeste udfordringer.

 Til gengæld er han pokkers svær at invitere med til noget, for han er altid på tur. 

Og så er solen blevet varm. Hestene går nøgne rundt og sover fladt i sandet. Far har slået alt sit græs for første gang i år, så nu er det i sandhed forår.  „Pilen kaster de uldne vanter./Spil op musikanter!/Alle småfugle! Stem i, stem i:/nu er vintertiden forbi!‟ H. C. Andersen, 1870.