TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Rød finanslov er gift for trav- og galopsporten

af | Nyheder, På Biddet

I den nye Finanslov, der netop er vedtaget, hæves afgiften på væddemål fra 20% til 28% – altså en 40% forhøjelse. Afgiften rammer de spiludbydere hårdt, der vil udbyde spil til danske væddeløb.

Hidtil har det været svært at få andre spiludbydere, der opererer på det danske marked, til at tage spil til danske trav- og galopløb på programmet på grund af den 8% afgift, der skal betales.

Nu har den socialdemokratiske regering og dens støtter gjort det endnu sværere og dyrere for spiludbydere i Danmark ved at hæve afgiften på væddemål fra 20 % til 28% på BSI (brutto spil indtægten.)

For totalisatorspil vil det f.eks. betyde, at i Vinder/Plads-spillet hvor tilbagebetalingen er på 80% af de indskudte beløb, skal resten – 20% fra 2021 fordeles på denne måde:

28% af brutto spil indtægten – dvs. 28% af 20 kroner = 5,60 kroner i afgift.

Desuden 8%, der går til dansk hestevæddeløb – dvs. 8 kroner ud af hver spillet 100 kroner.

Det betyder, at en spiludbyder ud af et brutto provenu på 20 kroner kun har 6,40 kroner tilbage!

Det kan man da vist kalde brandbeskatning!

Ud af de 6,40 kroner skal spiludbyderen drive sin forretning!

I forvejen var det hårdt nok at skulle drive den for 8 kroner!

Blot Danske Spil og 25syv udbyder i dag totalisatorspil og fast odds spil på danske hestevæddeløb.

Ingen andre spiludbydere har haft lyst eller interesse i at tage danske trav- og galopløb på deres spilprogram.

Det ville ellers have været med til at udbrede kendskabet til spil på heste og kunne have startet den positive spiral alle håbede på ville ske med liberaliseringen af spil på heste.

Nu viser det sig, at den nye Finanslov er en strik om halsen på en sport, der kæmper for at få fodfæste.

Og det ikke kun spil til danske hestevæddeløb, der rammes.

Også for spil til udenlandske løb pålægges en 28% afgift af BSI – det betyder, at hvor spiludbyderen tidligere betalte 4 kroner i afgift (20%) skal der nu betales 5,60 kroner (i eksemplet med vinderspillet)!

At man skal have finansieret de ting i Finansloven, man har besluttet, er forståeligt.

At man også har set på spilområdet, er også forståeligt, men man kunne have holdt sig til de hårde og hurtige spil, der beviseligt giver mange personer ludomani, og friholdt spil på heste, som man nyligt forsøgte at hjælpe til overlevelse og udvikling!

Nu vil man i stedet iværksætte en stille afvikling for trav- og galopsporten.