TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Verdens hurtigste i år!

af | Nyheder

Kentucky Futurity-vinderen Katie’s Lucky Day travede fænomenale 1:08.4 ved nattens løb på The Meadowlands.

Af de 13 løb på lørdagsprogrammet på The Big M var de 11 for pasgængere. De to travløb var et præmiesumsbegrænset opgør i en lav klasse og en division af fireårsserien The Graduate for hopper.

Løbet var doteret med 40.000 $ og havde tre af årgangens bedste hopper til start: Bella Bellini (Bar Hopping), som var 17:10-favorit, Herculisa (My MVP) og Katie’s Lucky Day (Uncle Peter). Sidstnævnte vandt i efteråret Kentucky Futurity Filly, medens Bella Bellini vandt flere af årgangens andre storløb, blandt andet Hambletonian Oaks, og blev kåret til årets hest (Dan Patch Award Winner). Herculisa slog senest Atlanta og When Dovescry i et løb indgående i serie Miss Versatility.

Katie’s Lucky Day, som var tredjefavorit til 45:10, kørtes af Tim Tetrick, som sendte hoppen til front efter startbilen. Inden kvartmilepælen havde han sluppet til Herculisa (David Miller), som næsten omgående slap Bella Bellini og Dexter Dunn forbi.

Man troede løbet afgjort, men i opløbet kom Katie’s Lucky Day, som på det tidspunkt havde tre længder frem, flyvende, og efter nærmest utrolige 1:04 sidste 400 meter tog hun en klar tolængders sejr på tiden 1:08.4a, hvilket med stor marginal er årets hurtigste tid i verden. Hidtil hurtigst var Lovedbythemasses med 1:09.1a.

Bella Bellini måtte bide i det sure æble. Arkivfoto: Lisa Photo.

Bella Bellini holdt akkurat andenpladsen i 1:08.6a før Herculisa 1:08.7a.

På kuskesiden bemærkes, at australieren Andrew McCarthy endelig fik lidt succes på sin hjemmebane, idet han vandt tre løb og nu har 9 sejre i år. Den førende Yannick Gingras vandt to løb og har nu 72 sejre. Også David Miller og Tim Tetrick doublede.