TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Verdens hurtigste i år

af | Nyheder

Fredag kørtes der totalt 11 løb for travere på de tre baner i New York-området. Et af disse vandtes af Wishing Stone-sønnen B Nicking og i et andet noteredes årets hidtil hurtigste tid.

Den lille bane i Freehold (800 m) kørte som sædvanligt eftermiddagstrav, og der var to travløb på programmet. Det ene vandtes af en 12-årig vallak efter Crazed, Crazy About Pat, som kørtes af en af travet rising stars Brett Beckwith, som senere på aftenen (nat dansk tid) skulle vinde yderligere et travløb på The Meadowlands.

Brett Beckwith vandt løb på to baner. Her med Zlatan på The Big M. Foto: Lisa Photo.

Det andet travløb på Freehold vandtes af en hest ved navn Trump This, som banens champion og aktuelt førend kusk Austin Siegelman kørte. Trump This er en 6-årig vallak efter den lidet kendte beskeler Airzoom Lindy.

På Yonkers Raceway kørtes dagens højst doterede løb i Nordamerika, et Open Trot om 39.000 $, som vandtes af den 8-årige vallak Stormy Kroner (Dejarmbro) med Daniel Dube. En 5-årig Muscles Yankee-datter, No Mas Drama, vandt et løb om 30.000 $ for Jordan Stratton, medens George Brennan tog sig af de to resterende travløb.

Først førte han fra start til mål med den 5-årige vallak B Nicking, som er en søn af den danskejede avlshingst Wishing Stone. Førstepræmien var 11.750 $. Samme præmie fik Brennans anden sejrspartner, som var den 5-årige Champagne On Ice, som er en datter af Triumphant Caviar.

På The Meadowlands havde an flottet sig med hele fem travløb, selvom det 13 løb store program også bød på tre amatørløb. De fem løb var doterede med mellem 10.000 og 18.500 $.

Dagens bedste klasse vandtes af Andy Miller og hans Big Oil, som er en 5-årig hingst efter Father Patrick. Parret var storfavorit til 14:10 og fulgte hele vejen Double Account (Break The Bank K), som Tim Tetrick kørte. I opløbet gik Big Oil sikkert forbi konkurrenten og vandt med en knap længde i tiden 1:09.3a/1609 meter, hvilket er årets hidtil hurtigste tid i verden.

Big Oil – verdens hurtigste i 2022. Foto: Lisa Photo.

Der nok stor risiko for, at Big Oil kun får lov at beholde sin titel et par døgn. I morgen søndag køres Grand Criterium de Vitesse i Cagnes sur Mer, og der plejer det at gå stærkt.

Svenskeren Per Engblom, som danske Kasper Foget arbejder for, fik to travløb til sin stald. Yannick Gingras kørte 174:10-outsideren Jula Muscle Pack (4-årig hingst efter Muscle Hill) til sejr, og Tim Tetrick kørte den 5-årige Trixton-vallak Toccoa Falls ind som 17:10-favorit.

Den førende kusk Yannick Gingras vandt to løb. Her med Jula Muscle Pack. Foto: Lisa Photo.

De to resterende travløb vandtes af Paul Fusco-trænede Zlatan, som er er en 9-årig vallak efter Muscle Mass, og den 4-årige Chapter Seven-vallak Fix It Up. Førstnævnte kørtes af Brett Beckwith, som dermed vandt sin anden dagssejr på to forskellige baner, medens Fix It Up trænes af søskendeparret Jenn og Joe Bongiorno. Joe sad i sulkyen ved sejren.

Det var Bongiornos 30. Meadowlandssejr for året. Han er stadig en klar nr. 2 i sejrstabellen på The Big M. Corey Callahan, som kørte sejrsløs, er tredje ved 17. Den førende Gingras lagde yderligere to sejre til de 46, han allerede havde.

Toccoa Falls vinder for anden weekend i træk. Denne gang for Tim Tetrick. Foto: Lisa Photo.

Tim Tetrick har lidt svært med at komme i gang med at vinde løb på hjemmebanen i år. Sejren med Toccoa Falls var blot hans anden i år, men så begyndte han også sæsonen noget senere end de førende.

Natten til søndag dansk tid er der atter løb på The Meadowlands. Lidt imod sædvanen er hele tre af de 13 løb forbeholdt traverne. Flere af de bedre ældre heste mødes i et løb om 37.500 $.