Just Hans med Bent Svendsen diskvalificeret fra førstepladsen efter Dommerkomiteen havde brugt mere end 10 minutter på at votere
Intet løb er vundet før målstregen er passeret, og Dommerkomiteen har meddelt løbets resultat.
Den lære havde man glemt på ATG Live i forbindelse med V75-3 i Aalborg, hvor en glad Bent Svendsen blev interviewet efter han var kørt over målstregen som sikker vinder med Just Hans.
I Danmark er Bet25s reportere skolet i at vente på at Dommerkomiteen meddeler løbets vinder!
Men det var først efter op mod 10 minutter efter målgang, at Dommerkomiteen meddelte, at Just Hans og Bent Svendsen blev diskvalificeret for trængning på opløbshjørnet.
Situationen rundt i opløbssvinget:
Emoji er førende med Karat River udvendigt – i ryg sidder Just Hans, der udvendigt for sig har Elegant CN. Ude i tredje spor ligger E Type Cash – Frodo Cash sidder i ryg på Just Hans.
Da Karat River galoperer og forsvinder ud i banen, trækkes Just Hans ud til angreb, og slår et slag ud mod Elegant CN.
Just Hans får nu frit løb og går let forbi Emoji ned gennem opløbet til sikker sejr.
Men episoden på opløbshjørnet fik Dommerkomiteen på arbejde.
Efter op mod 10 minutter – ja, måske længere – kom afgørelsen.
Just Hans diskvalificeres for trængning med indflydelse på løbets resultat.
Bag Just Hans løber Emoji med Flemming Jensen og First Blood med Rene Kjær dødt løb, og de må dele førstepladsen.
Derfor diskvalificeres Just Hans:
Kim Kabling til Bet25 Live: Det er vores opfattelse, at der er ikke et helt spor frit, da Bent Svendsen trækker Just Hans ud. Bent Svendsen starter med at køre ud, inden hans sulky er fri af Elegant CNs forben. Jan Dahlgaard bag Elegant CN må trække lidt ud i banen, og derved har Bent Svendsen skaffet sig en fordel. Hvis Bent Svendsen ikke begår den manøvre, kommer han aldrig fri og kan angribe Flemming (Emoji) og vinde løbet.
Ikke blot mistede Just Hans og Bent Svendsen førstepræmien på 50.000 kroner – Bent Svendsen blev idømt bøder på i alt 4.800 kroner samt udelukkelse i perioden 12. januar – 25. januar for hhv. trængning og uregelmenteret brug af pisk og/el. liner.
Se episode på dette videoklip – klik her