TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Ulrik Christoffersen flot fra start

af | Nyheder

Ulrik Christoffersen, der nyligt bestod trænereksamen og dagen efter startede som selvstændig træner ved Charlottenlund Travbane , kom ikke til at vente længe på sin første sejr.

Egentlig havde Ulrik Christoffersen regnet med at den hest, der skulle skaffe hans første træner-sejr  ville være Hardstone, der startede i 4. løb – dagens amatørløb med Bjarke Haagensen i sulkyen.

Men sådan kom det ikke til at gå.

Ulrik Christoffersen med Smilla Lavec efter sin første sejr som prof-træner. Foto Kim Gudmand

I 2. løb var Ulrik Christoffersen til start med Smilla Lavec (Ganymede) som han har lejet, og parret kunne noget overraskende føre løbet fra start til mål.

Nu blev opgaven gjort lettere da storfavoritten What a Babe med Ken Ecce satte sine chancer til ved galop kort efter start – den reparerede galoppen på glimrende vis og sluttede på en fjerdeplads i 1.15.8/2020 m.

Smilla Lavec klarede at afvise løbets mindst spillede hest, Simb Hacienda med Rasmus T. Henriksen (spillet til 29 gange pengene) og vinde i 1.16.4/2000 m.

Længe så det ud til at Hardstone skulle gøre dagen til en 100% succes, da den også var førende i 4. løb.

Hardstone holdt indtil opløbet, hvor Andre Ward (EBS Snapshot) med Anette Olsen – trods et løb i dødens – gik let forbi til sejr i 1.17.4/2020 m – Anterior Express med Peter Søndergård nåede også forbi Hardstone, der således sluttede på tredjepladsen.

Ellers stod løbsdagen i Steen Juuls tegn, idet hans stald vandt halvdelen af løbene.

Juul sad selv bag tre vindere: Peakadilly (Mythical Lindy),  Dekadent K (Frække Frederik) og Bvlgari Peak (Ready Cash), mens Nicole Marsing bragte Palermå Tårs (Storstadsbusen) til en kort, men sikker sejr i monte-løbet.

100 meter fra mål stormer Bvlgari Peak med Steen Juul frem ude i banen og henviser Barkåks Pilgrim og Den of Warlock til pladserne. Foto Kim Gudmand

Bvlgari Peak, der vandt for fjerde gang i år i fem starter, fortsætter marchen mod årgangens top. I dag så det faktisk ud til at det skulle blive meget svært for den ud på sidste omgang, men en stærk sidste 500 meter bragte en sikker sejr i hus i 1.14.9a/2000 m foran længe førende Bakåks Pilgrim med Jens Arne Hansen og den of Warlock med Jeppe Juel, begge i 1.15.1.