TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

“Uhyggelig lækker hest”

af | Nyheder

Morten Friis godt tilfreds med sejrshesten V M Viking Cup efter den første start for Team Friis.

V M Viking Cup (28 sejre i 60 starter) måtte ganske vist nøjes med femtepladsen i søndagens hurtigklasseløb i Skive i tiden 1.13,4a/1600 meter, men Classic Photo-sønnen leverede et fint indtryk i sit comeback efter mere end syv måneders pause.

Der blev således kørt rigtig stærkt fra start, hvor V M Viking Cup blev udfordret af White Russian med Ole Bender, der overtog spidsen midt i første sving, for kort efter at slippe til Morten Friis bag V M Viking Cup.

Morten Friis

Første 500 meter gik efter 1.11,4, mens tempoet blev dæmpet en smule til 1.12/1000 meter.

-Vi var ude i en hård åbning og en hård første kilometer, men han holdt strålende hjem og gik et topløb i sin første reelle udblæsning i over et halvt år, siger Morten Friis til Travservice.dk.

-En uhyggelig lækker hest, som er virkelig dejlig at køre med. Hvis han holder sig frisk, er jeg sikker på at han når langt op i klasserne.

Tror på en spændende sæson
Morten Friis har fået en fin start på sæsonen og vandt senest to løb i Aalborg med hhv. Desmond Toft og C You Again.

-Ja, jeg synes det går rigtig godt og vi klager ikke, siger Morten Friis.

-Vi har en del ungheste og tror vi får en spændende sæson – ellers bliver jeg skuffet. Det er nogle fine heste at arbejde med og de går godt i træning.

-Blandt 4-åringerne er det især Djohndjohn (Quite Easy U S) vi har store forventninger til på baggrund af det han viste i fjor. Han er ikke begyndt at gå intervaller endnu, men starter 1. marts og kommer måske til start engang i april måned.

-Doyouwishdiamond (Wishing Stone) tror jeg også meget på; hn er blandt de fem bedste hopper i årgangen. Det har lidt længere udsigter mht. hvornår hun er startklar, men hun kommer sandsynligvis ud første i maj måned/måske sidst i april.

-Desmond Toft (ENS Snapshot) vandt ganske vist sidst, men er ikke et emne til årgangsløbene. Han var ude i Dansk Avlsløb i fjor, men skal nok bare tjene sine penge i klassen.

Desmond Toft vinder i Aalborg. Foto: Hesselborg Foto

Mange på vej
Stalden tæller pt. 30 heste, heriblandt otte 2-åringer og syv 3-åringer. 2-åringerne er alle kørt til og træner på, men Morten Friis ønsker ikke at udtale sig konkret om nogle af 2-åringerne frem for andre.

-Det eneste jeg kan sige er, at vi har tre, som jeg på nuværende tidspunkt er næsten sikker på kommer til start som 2-års, siger Morten Friis.

-Et par af E’erne har allerede startet, men derudover har vi nogle stykker, der er klar til prøveløb inden for en til to måneder, så det bliver spændende at få dem i gang.

Til slut skal vi lige høre lidt om planerne for sejrshesten C You Again, der senest gav opvisning i rekordtiden 1.13,3a/1640 meter.

-C You Again når uhyggeligt langt hvis den holder sig frisk; i lørdags dansede den bare foran feltet på en 13-tid uden at være kørt i bund. Jeg HAR talt med ejeren (Skive-amatøren Torben Grøn, red.) om næste start, men har lovet ikke at sige noget af fare for at løbet ikke bliver til noget, slutter Morten Friis.