TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Tycoon Conway Hall har sluttet karrieren

af | Nyheder

Starten på Jägersro onsdag aften blev afslutningen på en flot karriere for Tycoon Conway Hall.

Tycoon Conway Hall Foto Burt Seeger

23 sejre i 59 starter, rekord 1.09.4 og en indtjening på 2.751.798 kroner.

Sådan kom statistikken for Morten Staal Jensens nu 8-årige hingst Tycoon Conway Hall til at se ud.

For nu har den sluttet karrieren.

-Jeg kunne mærke, der ikke var noget tryk i ham i går på Jägersro, og selv om han sådan set travede godt nok, så er jeg overbevist om, at den gamle skader spøger, siger Steen Juul til travservice.

-Efter min mening er der ingen grund til at forsøge at give ham pause og så sætte ham op igen. Det vil være synd for hesten. Derfor har jeg anbefalet ejeren, at vi stopper med at starte Tycoon, siger Steen Juul.

Som unghest vandt Tycoon Conway Hall bl.a. Grand Circle 3 års Championat og Jydsk 4-årings Grand Prix og som ældre begik han sig i hårdeste internationale konkurrence.

Sejren i Travkongen på Billund Trav bkev den sidste for Tycoon Conway Hall.Foto: KM FOTO

2016 var det helt store år for Tycoon Conway Hall, hvor han bl.a. gav Propulsion kamp til stregen i Finlandia Open og bød Nuncio op til dans i Årjängs Stora Pris.

Det blev bl.a. til sejr i en indledende afdeling i Sweden Cup, og det år – 2016  – tjente Tycoon Conway Hall 982.498 kroner og satte sin rekord 1.09.4.

Men det var også i 2016, at problemerne startede.

På Derbydagen måtte Tycoon Conway Hall slettes efter opvarmningen, og en røntgenundersøgelse nogle dage senere viste en fraktur på hovbenet.

I marts måned 2017 vendte Tycoon Conway Hall tilbage i løbene med sejr på Lunden, men glæden var kort.

Skaden var atter brudt op.

Behandlingsforløbet blev langt, men så ud til at være en succes, og i maj måned i år var Tycoon Conway Hall atter klar til start.

Han sæsondebuterede på Halmstad i flotte 1.12.0/1640 m, der var dansk rekord – og en af de to rekorder som Tycoon Conway Hall fortsat er indehaver af. Den anden satte han som 2-åring med 1.17.7/2000 m volte.

I Billund blev det til sejr på Sprintermester-dagen i 1.12.6a/1900 m, men i de fire følgende starter er det kun blevet til to femtepladser – afsluttende med sjettepladsen i Super Sprint-løbet på Jägersro i går.