TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Toto-omsætningen: Det lange seje træk fortsætter

af | Nyheder, På Biddet

Oktober måned endte i et minus for toto-spillet på de danske væddeløbsbaner, men det skyldtes ikke mindst at Klampenborg Galopbane måtte aflyse to løbsdage. Alligevel er det som om, der ikke er kommet mere fart på omsætningen.

En opgørelse over totalisatorspillet for oktober måned viser, at i forhold til samme måned i fjor tabte dansk trav- og galopsport 650.266 kroner i omsætning.

Det svarer til en tilbagegang på 6.9%.

Tilbagegangen kan klart henføres til, at Klampenborg Galopbane måtte aflyse to løbsdage – den 12. og den 19. oktober – fordi banen stod under vand.

Da Klampenborg gennemførte et program den 26. oktober, var den danske del af omsætningen på 351.194 kroner, så der er trods alt grund til at tro, at hvis galopbanen havde kunnet gennemføre de to planlagte løbsdage, så var den danske omsætning i oktober nået et plus i forhold til samme måned i fjor.

Men det er alligevel som om, at der ikke er den store udvikling i det danske spil på vore væddeløbsbaner.

I forhold til i fjor er spillet efter 10 måneder faldet med 1% eller 1.082.380 kroner til 107.466.454 kroner.

Også tilspillet fra udlandet er negativt efter de første 10 måneder. Det hænger dog klart sammen med, at Norge er stået af på en række løbsdage.

I oktober var der dog fremgang i tilspillet fra udlandet til danske hestevæddeløb – nemlig 3.3% – det svarer til et plus på  292.177 kroner.

Skal vi finde nogle positive tal, så er det totalomsætningen pr. løb, det gælder.

Den steg alene i oktober med 6.3% til 93.061 kroner mod 87.562 kroner i fjor, men det er stort set det udenlandske tilspil, der står for fremgangen.

Den danske andel er blot 1.2%!!

Desværre er der flere ukendte faktorer, når udviklingen i spil på heste i Danmark skal vurderes.

Vi mangler tal for:

Fast odds-spil på såvel danske som udenlandske løb.

Totalisatorspil til udenlandske trav- og galopløb.

Af konkurrencemæssige årsager opgives heller ikke baneomsætninger i de månedlige omsætningsrapporter vi modtager. Vi undres og det er yderligere en ubekendt faktor.

Fra oktober statistikken kan vi nævne følgende:

På 7 løbsdage nåede den samlede omsætning op på over 1 million kroner.

Fredag den 18. oktober på Charlottenlund Travbane topper med 1.514.957 kroner med en dansk omsætning på 550.648 kroner

Den største danske omsætning til en løbsdag var søndag den 6. oktober (Kriteriums dagen) med 1.162.780 kroner, og her svigtede udlandet os ved kun at spille ind med 217.647 kroner.

Det største spil fra udlandet til en dansk løbsdag i oktober skete fredag den 18. til Charlottenlund og var på 964.309 kroner.

De mindste totalomsætninger i oktober var på to galopdage i hhv. Aarhus 322.145 kroner og Aalborg 296.248 kroner.

Den mindste totalomsætning på en travbane i oktober var den 24. på Nykøbing F Trav med 515.304 kroner, men den udenlandske omsætning var faktisk større end til Kriterie-dagen på Lunden med 272.230 kroner!

I væddeløbspræmier til hesteejerne er der udbetalt 56.9 millioner kroner i årets 10 første måneder – det er 2.1 millioner kroner mere end i samme periode i fjor!

Og det er positivt, men det lange seje træk for at få fart på totalisatoromsætningen fortsætter …….