Talerstolen: Vil kommunen mødes med Kaj Holm?
Af Morten Thanning Vendelø, medlem af Det Danske Travselskab

Onsdag d. 4. oktober skal medlemmerne af Det Danske Travselskab (DTS) beslutte om de vil give bestyrelsen fuldmagt til at gå til Gentofte Kommune med et skitseforslag for udvikling af parkeringspladsen ved stalden og Skjoldgården.
Af det nyhedsbrev medlemmerne modtog i juli 2023 fremgik det, at Kaj Holm har ansvaret for kontakt til kommunen.
Spørgsmålet er imidlertid om kommunen vil mødes med Kaj Holm, efter han tidligere på året oplyste, at han har lavet skjulte lydoptagelser af en række bestyrelses- og strategimøde i DTS.
Borgmester Michael Fenger, byrådspolitikere, og embedsmænd i Gentofte Kommune vil formodentlig være betænkelige ved at skulle mødes med en person, der kan finde på at lave skjulte lydoptagelser af møder.
Uanset om Kaj Holm bedyrer, at han selvfølgelig ikke vil lave flere skjulte lydoptagelser, så vil tvivlen altid nage, og enhver mulig mødedeltager vil til enhver tid tænke: ”Hvornår gør han det igen?”.
Problemet er nemlig, at Kaj Holm mener han har ret til at lave skjulte lydoptagelser, når han af en eller anden idiosynkratisk årsag vil ”beskytte sig selv”.
Ingen kan således vide sig sikker, og dermed har Kaj Holm skabt et problem, der aldrig går væk. Desværre har hverken Kaj Holm eller de medlemmer af DTS, der støtter ham, forstået omfanget af det problem som han har skabt for sig selv og for DTS.
Med venlig hilsen
Morten Thanning Vendelø