TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Talerstolen: Indlæg fra Ponyklubben

af | 3. aug 2017 | Nyheder

Fra Fyens Pony Trav & Galop Klub har vi modtaget en officiel udtalelse på baggrund af ulykken på Fyens Væddeløbsbane i lørdags.

Officiel udtalelse vedr. ulykken den 29/7-2017

Efter at have sundet os et par dage oven på den frygtelige ulykke på FVB og efter 2 bestyrelsesmøder er FPTG nu klar til at udtale sig.

Vi finder det naturligvis dybt beklageligt, at en af ponyerne fra vores klub var årsag til ulykken.

Vi må dog alle glæde os over, at det nu ser ud som om, at alle slipper fra hændelsen uden alvorlige skader.

Vi har i bestyrelsen drøftet, hvilke tiltag vi kan gøre for at forbedre sikkerheden omkring ponyløb på FVB i fremtiden.

Det må slås fast, at de eksisterende procedurer omkring afvikling af ponyløb på FVB ikke blev overholdt, da ulykken skete.

Vores reglement foreskriver, at ponyer skridtes på banen i pausen mellem løb samt, at ponyerne skal befinde sig i volten ved opløbssvinget med en oppasser under løbene. Begge disse regler blev desværre ikke overholdt af ekvipagen, der var årsag til ulykken.

Disse overtrædelser medfører, at ponyen udelukkes fra ponyløb i DK for altid pga. uregerlighed (gentagelsestilfælde), og at kusken udelukkes fra løb i 3 mdr.

På et møde med FVB’s bestyrelse har vi fremlagt dette, og vi lader dem beslutte, hvordan ponyløb fremover kan afvikles på løbsdage.

Vi ser os nødsaget til at stramme yderligere op omkring sikkerheden ved ponyløb. Det er derfor besluttet, at:

  1. Kuske med egen pony (i løbssæsonen) skal træne min. 1 gang hver 14. dag på banen med ponyen for at opretholde sin licens.
  2. Ponyer der deltager i løb på FVB skal bære slårem eller køres i sikkerhedssulky.

Disse tiltag er vedtaget af en enig bestyrelse og gælder fra førstkommende løbsdag!

Bestyrelsen ønsker ikke at udtale sig yderligere i denne sag.

På bestyrelsens vegne

Peter Snedker