Det er svært at tilfredsstille alle, selv om man gerne vil forsøge. Allerede på dette tidlige tidspunkt af opholdet i Lexington har jeg fået en klage over, at en vis person ikke er blevet omtalt.
– Du skriver om Aalborgbanden – men hvorfor skriver du ikke om mig?
Sådan kom det anklagende spørgsmål – og hvem det var, der stillede det, det vender jeg tilbage til.
Vi har ikke ligget på den lade side siden det sidste rejsebrev.
Torsdag eftermiddag tog vi til løb på The Red Mile, hvor vi så flere meget flotte præstationer af 2-årige hingste.
Vejret var fantastisk – strålende sol – 18 grader – hestene løb hurtigt.
Selv om vi bor lige ved banen blev hjemturen lang!
Svaret: Diamond Creek Lounge.
Ud mod banen er der indrettet denne lounge, der ligger på vores vej hjem mod hotellet.
Der var en meget sød pige i baren, der ikke havde haft for meget at lave i løbet af dagen, så da hun så os, blev vi budt inden for til sprudlende vin – a la champagne.
Til den pris var det svært at stå imod, og vi havde en hyggelig time i baren.
Om aftenen tog vi på steakrestauranten Longhorn.
Fredag morgen skulle vi af sted allerede klokken 08.00 – første stop på vores tur var hos Åke Svanstedt, der havde inviteret til et morgenarrangement.
Sarah Svanstedt tog imod og fortalte om sit uheld for fem måneder siden, hvor hun var impliceret i en sammenkørsel på Mohawk-banen. Hun blev slået bevidstløs og lå på banen i 20 minutter, før hun fik hjælp!
Sarah Svanstedt har stadig højre arm i slynge og skal have den i slynge i yderligere to måneder.
Mens vi talte med Sarah, dukkede Panamera-parret Jeanette og Jens Glud Hansen op.
Busy Miss Lissy skal lørdag starte i Futurity Filly Consolation. Ved lodtrækningen til Kentucky Futurity Filly havde hun ellers fået startplads to, men banen fandt efterfølgende ud af, at hestene var blevet rangeret forkert efter præmiesummer. Derfor røg Busy Miss Lissy ud af hovedløbet og skal i stedet starte i Consolation!
Surt sjov!
Vi havde et hårdt program foran os denne fredag formiddag, og snart gik turen videre ud i landskabet omkring Lexington med kurs mod et forholdsvis nyt stutteri i amerikansk travsport: Armitage Farm.
Det er ægteparret Rita Armitage og Jim McAllen, der for fem år siden købte farmen fra en arabisk sheik og siden har investeret stort i følhopper – alle travere.
I dag er der 108 heste på farmens mere end 210 hektar. Farmen har ni stalde, og vi blev især imponerede over folingsstalden, hvor der ikke blot er installeret ventilation til afkøling, men også varmerør, som kan tændes, hvis det bliver for koldt.
Der er ansat i alt 18 personer på farmen, som i øvrigt er i gang med en udvidelse, idet man har erhvervet en nabofarm.
Man vil fortsat investere flere penge i følhoppe – i dag har man 50 følhopper – alle travere – og de 42 er i fol!
Når føllene tages fra, går de ude hele døgnet, men tages ind hver morgen for at blive tjekket og få morgenfoder.
Om eftermiddagen bliver der kørt foder ud til dem i foldene.
Armitage Farm ligger cirka 40 minutter fra Lexington og er både interessant og meget smukt beliggende.
Bare køreturen op ad alleen var en oplevelse i sig selv.
Fra Armitage Farm gik turen over til Huntertin Farm på Stoner Creek, hvor vi skulle se Gimpanzee-føllet efter That Woman Hanover – altså en lillebroder til Hambletonian-vinderen Nordic Catcher (Six Pack).
Ejeren Jan Petter Hansen, Nordic Horse Farm er i år med i vores rejsegruppe.
Der står op mod 1000 heste på Hunterton Farm og området er enormt.
Vi tog en tur rundt i området inden vi blev fornuftige og henvendte os på farmens kontor. Der blev hurtigt arrangeret en fremvisning af hoppe og føl – de gik i en paddock for sig, for føllet havde haft feber og var under behandling med penicillin.
That Woman Hanover er nu I fol ved Walner – i næste uge sælges hendes 2025-føl – en hoppe i Lexington.
Derefter gik turen tilbage til Lexington – og efter et pitstop hos McDonald var vi tilbage på hotellet – også regnen var tilbage og gjorde at løbene på The Red Mile blev udsat en halv times tid.
Og hvem var det så der klagede over at jeg kan nævnte Aalborg-banen og ikke ham?
Det var norske Øjvind Skøie, der syntes, at han også fortjener omtale på Travservice.
Men hvorfor egentlig det?
Der er jo mange, der ikke bliver nævnt – især fordi de ikke deltager på turen.
Skøie har nu to år i træk afstået fra at være en del af vores gruppe og har blot fulgt vores oplevelser på afstand.
Men Skøie – nu må du da få lov af fruen til at tage med næste år!
