Hesteejeren Rene Mammen stiller og forsøger at  besvare spørgsmålet: Hvorfor er der så få travheste og hesteejere i Danmark – og specielt på landets hovedbane Charlottenlund?

Jeg kan som mangeårig hesteejer ikke være mere enig med Jørgen Sthelis indlæg om, citat: at der skal tilføres sporten flere heste og hestejere nu ellers er det slut om 5 år.

Jeg vil gerne komme med mit bidrag til hvorfor det er som det er.

Først og fremmest er det en proces som har gået over en årrække med at vi har den laveste følproduktion nogensinde som er affødt af at der ikke er så mange hesteejere som vil investere i en travhest.

Alle gode tiltag om anpartsheste (herunder Team Lundens anpartsheste) er rigtig gode, men desværre for sporten giver det ikke så meget på hestefronten.

Hvis man skulle op i noget som virkelig kan rykke, skal man kunne lave anpartsstalde som i Sverige med flere tusind anpartshavere, jf Travkompagniet og Stald Easy KGB.

Der skal laves mere vedvarende anpartsstalde som kan købe mange heste.

Dette ser umiddelbart ikke ud som en vej frem i Danmark. Stald KTAS er p.t. den eneste med den størrelse og hestemateriale.

Jeg tror man bliver nødt til at erkende, at det i dag er blevet for dyrt at have en travhest i professionel træning med de pengepræmier, der er i dag.

Hvis man køber en unghest på auktion eller hos opdrætter, så skal man i heldigste tilfælde regne med ca. 1,5 års træning hos professionel travtræner før hesten kan komme til start.

Mange ungheste starter først som 4-5 år, så bliver regnestykket meget værre.

I mit eksempel på ca. 1.5 års træning og start som 3 åring, så koster træning 200 kr. dagligt, altså ca. 108.000 kr., sko i perioden ca. 11.000 kr., dyrlæge ca. 15.000 kr. og forfeit til storløb ca. 10.000 kr.

Med moms kommer det til at koste 177.500 kr.

Hvis vi så lægger køb af hesten oven i, så lander vi på ca. 250.000 kr. før den begynder at starte i løb.

I dette eksempel er det en hoppe som eksempel.

Og en dyrere hest på auktion gør blot eksemplet meget værre.

Hvis man så tager eksemplet videre , nemlig som jeg selv har prøvet nemlig at vinde Hoppekriteriet, så bliver man belønnet i 2017 med 175.000 kr. i førstepræmie.

Da jeg i 2007 vandt Hoppekriteriet med Medoc fik jeg 187.500 kr. i førstepræmie og der var udgifterne til hesten i de 1,5 år det halve altså ca. 125.000 kr.

Hvis man regulerer præmien med blot 5 % skulle den i 2017 have været ca. 305.000 kr.

Men som bekendt var den kun 175.000 kr.

Det betyder, at vi har haft en udvikling på træneromkostninger, dyrlæge m.v. på dobbelt op på 10 år og præmierne i vores største løb er fortsat lavere end for 10 år siden.

Det er dette forhold, som gør at hesteejerne enten er stoppet eller er flyttet til udlandet.

Der vil ikke være mange personer, som vil kunne finde så mange penge i deres økonomi, som det kræver for at kunne have blot en hest med de vilkår, som skitseret.

Det vil kun være de mest formuende, der vil kunne dette og dem er der desværre ikke så mange af.

Hvad kan gøre ved det.

Der er ingen enkelt løsning på det og det er jo også derfor man ikke har fået det løst.

På et tidspunkt vil det med de almindelige markedskræfter, som er i erhvervslivet, ske et af to ting.

Enten vil trænerne begynde at konkurrere, så det bliver billigere at have heste i træning eller også vil der blive færre trænere.

Jeg tror desværre vi er ved at se det sidste og det er derfor at bl.a. Lunden træneren har så få heste i træning.

Jeg må indrømme, at jeg selv er flaget ud af Danmark med mine heste til Sverige.

Den lave svenske kronekurs gør at det p.t. koster det samme at have hest i Sverige som i Danmark.

Den store forskel er at mindste førstepræmie på Jägersro for 3-åringer er 50.000 sek.

Hertil skal lægges muligheden for præmiechancen hvis man skulle være så heldig at få en årgangshest.

Så taler vi millioner.

Min træner Petri Puro tjente med sin Cash Crowe ca. 3,2 mio. sek. sidste år ved at vinde bl.a. derbyet. Danmarks allerbedste travhest tjener måske det samme i hele deres karierre på 10 år.

Så jeg er enig med Karsten Bønsdorf og Jørgen Sthelis  om at noget skal der gøres for at vende udviklingen og nøgleordet kunne være mere konkurrence.

Det ser ikke umiddelbart ud til at sporten kan finde ”manden med den berømte papkasse med penge”.

Med venlig hilsen

René Mammen

Hesteejer