Jørgen Sthelis, der er medlem af Det Danske Travselskab, har funderet af travsportens situation og har skrevet dette indlæg til Talerstolen.
Vi lever i et demokrati, travsporten er, ligesom Danmark, ledet af demokratisk valgte ledere, som må styre efter vælgernes ønsker.
Fra tid til anden læser / hører jeg ytringer som “uro / ballade på landets travbaner” mest markedsført når det drejer sig om Lunden, men det er ind imellem ikke anderledes på landets øvrige baner, der er bare ikke den samme eksponering.
Imidlertid er det ikke uro eller ballade, det er et led i den demokratiske proces, at der gives forskellige meninger, til kende. Og nogle gange er afstandene imellem dem med meninger så stor, at forskellen bliver mere synlig.
I et velfungerende demokrati, får en debat sat forskellene på plads, og man finder løsningerne.
Sådan er det på Christiansborg og sådan bør det også være i travsporten.
Travsporten og også Det Danske Travselskabs (DTS) aktuelle udfordring er, at vi har været for dårlige til at sælge vores sport, og tiltrække nye kunder.
Kunder i travsporten defineres som trænere, hesteejere, opdrættere, publikum, spillere, alment interesserede, netværkspartnere og alt andet af den skuffe.
Vores hidtil alt overskyggende indtægtskilde, spillet på heste er under pres globalt, og vores aktuelle samarbejdspartner ATG/Svensk Trav er under pres – ikke mindst politisk i Trav-Sverige.
Derfor kan vi ikke betragte vores indtægter, fra spil, som bare nogenlunde sikre i en 10 års horisont. Ligesom vi ikke kan sætte vores lid til spillet i fremtiden _ der er simpelthen omkostninger som hedder heste og anlæg, som alle andre spil ikke har.
Den omkostning betaler spillere og spilleselskaber.
Det bliver de kun ved med, hvis der er noget mere, der trækker.
Løsningen på den aktuelle situation i travsporte – ikke bare på Lunden men i hele Danmark, ligger lige foran os, og skal bare samles op.
Historisk er travsporten opstået blandt folk, som af den ene eller anden grund havde heste i forvejen, og som fandt på, at det kunne være sjovt at se hvis hest der kunne løbe hurtigst, og hvem der var bedst til at styre den.
Med andre ord – skabe adspredelse fra hverdagen ved at have det sjovt.
Ovenpå dette gik der også sport i at forudsige hvem og hvis hest som klarede sig bedst, og spillet opstod, først mand og mand imellem, og senere i totalisatorspillet.
Hvis vi skal skille os ud fra alle de andre tilbud om fritidsaktiviteter og underholdning, er det stadig det at have det sjovt med, at omgås og se/spille på hestene, der kan og dermed skal bære travsporten.
Spillet er lagt i hænderne på et spilleselskab, så det er banernes opgave at forbedre forholdene, udbrede kendskabet og afvikle så mange travløb som muligt med 10 – 15 heste til start, hvor de fleste kommer nogenlunde samtidigt over mål.
Helt basalt mangler der forståelse i DTS, som i den øvrige travsport. Forståelse for, at vi lever af “kunder” og de skal nurses så de bliver tiltrukket af oplevelsen. Både dem der ikke kender os i dag, og os der er tilbage.
Præmissen om, at vi ikke kan tiltrække tilskuere holder simpelthen ikke.
Hvis travsporten skal overleve er det helt enkelt en bunden opgave.
Hvis vi ikke løser den kan vi lige så godt lukke nu.
Vi skal leve af at være en vigtig spiller i oplevelsesindustrien for alle kunder.
Med andre ord sælge oplevelsen.
Andre sportsgrene klarer den opgave, så selvfølgelig kan vi også.
Jeg ved det kan lade sig gøre, og ser beviset en til en i https://royalstage.dk/ jeg arrangere gerne en rundvisning og en briefing om hvordan man har gjort.
Præmissen om at sporten er på vej ned af en sliske og ud i afgrunden, holder heller ikke, men der skal handles NU og ikke om et – fem – ti eller femten år, da er det lige meget. Og penge alene løser det ikke, selvom det hjælper.
Så alene af tidsmæssige årsager, men også fordi det giver det bedste resultat, er alle storslåede byggeprojekter ikke interessante. Det vil da ikke give mening at bruge flere hundrede millioner på anlæg til en sport som vil være uddød inden anlæggene står færdige.
Mindre byggeprojekter kan, hvis de giver ekstraordinært mange penge, være værd, at overveje, men det skal ikke begrænse vores udfoldelsesmuligheder ret meget.
Det hele skal munde ud i mere liv og bedre travsport både med hensyn til præmier, men også i form af løbsudskrivning, som tager hensyn til flest mulige interesser. Det vil nærmest pr. automatik betyde tilgang af heste.
Godt betalte løb og serier for de gode heste – bredere hensyn til 3 – 4 og 5 åringer – sociale løbsdage – i det hele taget et løbsudbud som får den samlede sport til at vokse – både i antal og kvalitet.
Det blev prøvet på Lunden i 2013 – 14 og 15 og det virkede.
Selvfølgelig skal vi tjene penge, mange penge. Men hvis vi holder vores fokus der, dør vi på grund af manglende interesse. Og så kan det være lige meget med at tjene penge.
Flere præmiekroner løser ikke vores problem.
Det er Sverige, Frankrig og USA lysende eksempler på.
Det skal være sjovt at have travhest.
Svenskerne har set det og deres breddeløb er meget populære.
Danske travhesteejere bruger ca. 250 mio. om året på hestene, vi får ca. 45 retur i form af præmier og opdrætterpræmier, så vi betaler ca. 200 mio. for at have det sjovt.
Selvom præmierne fordobles gør vi det stadig fordi det er sjovt – så koster det bare kun 160 mio.
Mit budskab er:
Lunden skal gøre alvor af at være Danmarks førende travbane ved at gå foran og vise vejen.
Det gør vi ved at udvikle begge vores nuværende anlæg, så de fuldt ud understøtter vores mission overfor “kunderne”
Og bliver en magtfaktor i oplevelsesindustrien på Sjælland!
Vi skal udnytte potentialet i begge vores anlæg, så de bidrager med størst mulige løbende indtægter, som kan bruges til at indfri vores mål.
Vi skal gøre det fordi, vi ikke bare vil få travsporten til at overleve, men vi vil have den til at udvikle sig. Og vi vil opfylde vores formål.
Nogen har sikkert allerede sagt til sig selv “hvordan vil han finansiere det”
Svaret er “det vil han ved at drive forretning i samspil med omgivelserne”
Vores lyst til at vinde skal være større end vores frygt for at tabe.
Med venlig hilsen
Jørgen Sthelis
Ågården