TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Tålmodighed belønnes

af | Nyheder

Efter næsten halvandet års skadespause er Comanche Bounce tilbage, men vejen mod comebacket har været fuld af knaster.

Lunden-amatøren Steffen Christiansen var en glad mand efter søndagens prøveløb på hjemmebanen, hvor 5-årige Comanche Bounce (Lindy Lane) blev godkendt i tiden 1.20,1/2000 meter.

-Ja, det var rigtig dejligt – jeg havde nok to-tre sekunder sparet og han var ikke i nærheden af at være træt, siger Steffen Christiansen til Travservice.dk.

Som 3-års viste Comanche Bounce ganske fine evner med to sejre i syv starter og rekord 1.16,1/2000 meter.

-Han satte sin rekord i Derbyweekenden 2017, hvor han gik et godt løb og var kort slået af Ambra Godiva i Lars Løfgren Memorial, men da vi skulle træne ugen efter, viste det sig, at han havde pådraget sig en lille gaffelbåndsskade på højre bagben.

Steffen Christiansen efter sejren i K.G. Bertmarks Minneslopp 2017 med Apapmand.

-Dyrlægen mente dog, at vi bare skulle holde ham i gang og træne videre, men det ville ikke rigtigt hele, så vi fik nogle nye øjne til at se på det. Det viste sig så, at Comanche Bounce i stedet var halt på venstre bagben, hvilket han faktisk har været mere eller mindre hele livet – dvs. han har altid gået og trukket lidt på venstre bagben, men det har ikke generet ham når han startede.

-Det viste sig, at han havde en “skjult mus” selvom der iflg. røntgenbeskrivelsen ikke var nogle anmærkninger, da vi købte ham på Derbyauktionen.

-Dyrlægen indrømmede, at han havde overset musen på røntgenbillederne og den blev fjernet uden beregning, men der gik desværre infektion i såret efter operationen og det tog yderligere et halvt års tid, inden Comanche Bounce var klar til at påbegynde genoptræningen.

-Nu har han så trænet i fire-fem måneder og at dømme udfra, hvordan han reagerede under og efter prøveløbet i går, tyder meget på at det holder. Der er dog allerede bestilt dyrlægetjek til tirsdag, men jeg forventer ikke at der er noget at bemærke, så jeg regner med at Comanche Bounce starter enten på Jägersro den 26. februar eller Fyn den 1. marts.

-Det har selvfølgelig kostet en masse penge og bekymringer at nå hertil, men jeg har ikke fortrudt at vi har gjort det, da jeg altid har ment, at Comanche Bounce har talent.

Se søndagens prøveløb på Lunden: KLIK HER