TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Svanstedts Ambassadør styrkede sine Hamboaktier

af | Nyheder

I nat dansk tid kørtes der fire divisioner af treårsløbet Tompkin Geers på The Meadowlands. To divisioner for hvert køn. Flere Hambletoniankandidater deltog, men de helt store forskydninger skete ikke.

Bland hingstene var nattens mest interessante deltagere Ambassador Hanover, Really Fast og Venerate, men også heste som Locatelli og On A Streak var værd at holde et øje på, idet de ofte har figureret på diverse ranglister.

Mest interesse samlede sig atter om Andy Millers Venerate (Love You), der overvintrede som favorit til årets Hambletonian. Men en hel del tvivlsomme præstationer har sendt hingsten ned i rangordenen. Man kan heller ikke påstå, at han forbedrede sine muligheder i nat. Han var favorit til 17:10 men blev taget forsigtigt, hvilket naturligvis var for at undgå galop, som har været et problem i år. En galop ville tvinge Venerate til et prøveløb, og dermed sætte starten i Hambletonianforsøget næste lørdag i fare.

Andy Miller kørte fejlfrit og sendte sin hest frem udvendigt på den førende Ambassador Hanover i sidste sving, men derefter blev det ikke til så meget mere, selvom han som tredje kun var slået med en god længde i mål.

Ambassador Hanover (Chapter Seven) var 37:10-næstfavorit og kunne for Åke Svanstedt føre fra start til mål og vinde i tiden 1:10.0a. On A Streak (Cantab Hall) sad i kølvandet på Ambassador Hanover hele løbet og var med 06.6 hurtigst ned gennem opløbet. Den trænes af canadieren Luc Blais, kørtes af dennes landsmand Daniel Dubé og stod i 107:10. On A Streak, som til sidst slap igennem indvendigt for vinderen, travede samme tid som denne 1:10.0a og var slået med en halv længde.

Ambassador Hanover. Foto: Michael Lisa Photo.

Nancy Takter-trænede Locatelli (Muscle Hill) var til 56:10 ret så betroet for David Miller. Den kom godt afsted men fejlede efter en tredjedel af distancen. Ud af opløbssvinget angreb den i tredje spor men var træt til slut.

Ambassador Hanover har vel inden aldrig rigtigt været en seriøs Hambletoniankandidat, idet den har koncentreret sig om New York Sire Stakes på de små NY-baner. At den så tæt ind på det store løb testes reelt på Hambletonian-banen tyder på, at ambitionerne har vendt.

Venerate startede for tredje weekend i træk. Med Hamboforsøg og finale kan det blive til fem uger i træk…

Den anden Tompin Geers-division for hingste og vallakker, der ligesom den første var doteret med 48.250 $, så betydeligt enklere ud, og 15:10-storfavoritten Really Fast (Muscle Hill), som Dexter Dunn kørte for træner Nancy Takter, var da også fuldstændigt overlegen. Den kom til føringen inden den halve distance og vandt med over 5 længder før staldkammeraten Spy Booth (ligeledes Muscle Hill), som Jimmy Takter kørte til 191:10. Vindertiden 1:09.2a.

Really Fast. Foto: Michael Lisa Photo.

Nancy Takter og Dexter Dunn tog sig også af den første hoppedivision, som var doteret med 46.250 $. Den guldstammede Adirondack (Father Patrick-Mission Brief) var kneben 27:10-favorit. Næstfavoritten (31:10) Hot As Hill (Muscle Hill), som David Miller kørte for Ron Burke, tog fronten, byttede kort med Lucas Wallins 82:10-outsider May Karp (Cantab Hall) og kom ud af opløbssvinget med Adirondack udvendigt på sig.

Denne overtog kommandoen men blev til sidste truet af kæmpeoverraskelsen (324:10) Miss Vet Hanover, som Corey Callahan kørte for træner John Butenschoen. Dunn holdt sin hoppe først til sejr med en halv længde i tiden 1:09.8a. Miss Vet Hanover travede samme tid.

Adirondack. Foto: Michael Lisa Photo.

I den anden hoppedivision startede Noel Daley-trænede Anoka Hanover (Donato Hanover), som efter at have vundet ni sejre i træk har ligget som etter på Oaks-ranglisten. Todd McCarthy kørte som sædvanligt, men parret var kun næstfavorit til 41:10 i nattens løb.

Klar favorit til 14:10 var Tony Alagna-trænede Piper Hanover (Father Patrick), som kørtes af Todd McCarthys storebror Andy. Ingen af brødrene vandt. Piper Hanover førte fra start til begyndelsen af opløbet, hvor kæmpeoutsideren (509:10) Dutiful (Trixton) gik forbi.

Dutiful trænes af svenskeren Jonas Czernyson og kørtes af Corey Callahan, som dermed blev nattens ”bombemand”. Den blev i sin tur besejret med en halv længde af outsideren (192:10) Eazy Pass (Muscle Hill), som Dexter Dunn kørte for træner Nifty Norman. De to første heste i mål travede begge i sammenhænget ret beskedne 1:10.6a.

Eazy Pass. Foto: Michael Lisa Photo.

Piper Hanover holdt tredjepladsen flere længder efter i tiden 1:11.0a. Anoka Hanover var aldrig med i billedet og sluttede som syvende i 1:11.5a. Det ser ud som om, at hun helt har tabt formen og dermed er ude af Oaks-sammenhænget, i hvilket der imidlertid dukkede et nyt navn op i forbindelse med The Meadowlands’ qualifiers tidligere på dagen.

Her blæste Erv Miller-trænede Swift Swanda (Swan For All) banen rund i 1:10.0a/1609 meter. Den kørtes af Tim Tetrick og var 12 (!) længder før andenhesten Sel’s Choice (Muscle Hill), som danske Kasper Foget kørte for sin arbejdsgiver Per Engblom. Den travede 1:11.6a.

Den førende kusk på The Meadowlands, New Zealænderen Dexter Dunn, vandt altså tre af de fire Tompkin Geers-divisioner. Fredag aften havde han vundet hele syv løb, og tog dermed ikke mindre end ti sejre i løbet af weekenden på New Jersey-banen.