TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Stormødet: Blev vi klogere? del 2

af | Nyheder

Over 100 trav- og galopinteresserede var i aftes mødt op til et stormøde på Fyens Væddeløbsbane om hestevæddeløbssportens situation. Mange ting blev vendt, men blev vi klogere? – Dette er anden del af vor reportage.

Bo JOndahl

Bo Jondahl, opdrætter: Der skal højere præmier til hesteejerne, og desuden skal fordelingsnøglen på opdrætterpræmier ændres, således at alle får 10% i opdrætterpræmier – både af præmier vundet i Danmark og i udlandet. Jeg havde to opdræt, der vandt i Copenhagen Cup-weekenden – jeg fik ikke en krone i opdrætterpræmier!

Jørgen Jensen, Stald Rita: En ide kunne være at lave nogle fremvisningsløb for heste, der er til salg.

Jeanette Hansen, Panamera Racing: Vi arbejder med at lave en dansk version af Premiechancen, så præmierne i de klassiske løb kan fordobles, men der er mange faktorer at tage hensyn til.

Bo Seisbøl, opdrætter: Der skal være fælles regler for opdrætterpræmier i Skandinavien.

Mikkel Stub, formand Opdrætterforeningen, m.m.: Regler for opdrættepræmier skal revurderes og ændres i DTC.

Bo Jondahl: Har undersøgt, hvor mange avlshopper, der er danskejede, men svenskregistrerede. Pr dato er det 131, oplyser Svensk Travsport, læg hertil at der står 20/25 danskejede hopper i Frankrig og et lignende antal er norskregistreret. Det er noget af det bedste blod i travsporten, der ikke er registreret i DTC, men som er danskejet!

Berner Olsen, dyrlæge, opdrætter:  Jeg blev i sin tid fanget af hestevæddeløbssporten ved at se Derby og Grand National på TV – det har kostet mig en halv million kroner om året, lige siden!

Men vi skal ud i stuerne til folk. Markedsføring på de store TV-kanaler er opskriften.

Jan Arentoft, PR-mand: Med vores erhvervsgruppe, der har mere end 50 virksomheder tilknyttet, har vi her på Fyn vist, at vi kan få folk i tale. Vi har ikke sagt -. Kom ud og se på heste, men har sagt – kom ud og få en bajer. Og efterhånden er 12-14 af dem blevet så interesseret i hestevæddeløbssporten, at de er blevet hesteejere! Men derudover er det markedsføring af sporten, der skal til.

Michael Juul, direktør Charlottenlund: Vi har haft stor succes med Sweet deal og Spot deal. Vi har netop indgået en aftale med Spot Deal om salg af nogle besøgspakker der omfatter menu, rundvisning, entre og program og det beløb vi giver Spot Deal er markedsføringsudgifter, der er givet godt ud. Vi har op til såvel Copenhagen Cup i fjor såvel som i år brugt store løb på forskellige former for annoncering, men må erkende, at effekten var begrænset. Derimod kan vi jo måle effekten på disse deals ved solgte antal.

Kaj Jensen, træner: Flere anpartsstalde – ikke nødvendigvis med mange deltagere.

Sporten skal bruge penge på at sørge for uddannelse af alle de unge mennesker, der arbejder i staldene i hverdagen. De skal have mulighed for at komme til udlandet for uddanne sig. Mange forsvinder ud af sporten – eller bliver beslagsmede.

Vi har brug for ungdommen – de fleste af os er jo vd at ryge for en aldersgrænse!

Og husk at please hesteejerne:  En tur i vindercirklen for at få en lille ærespræmie og derefter et fotografi betyder utroligt meget for mange.

Marc Stott, galoptræner: Højere løbspræmier og gode træningsfaciliteter er vigtigt

Kenneth Nielsen, træner: Da jeg startede som træner var der 3.600 heste i dansk travsport, der startede i snit 20 gange om året. Nu er der 2.200 heste, der i snit starter 10 gange. Vi skal have øget startfrekvensen. Men det hårde tider for professionelle travtrænere. Alle mister heste.

Vi skal ikke lukke baner, men vi skal lave meetings på de enkelte baner. Det vil betyde, at der ikke foregår løb på banerne i en periode, og den tid kan så bruges til at vedligeholde banerne, knytte nye sponsorkontrakter m.m.

Peter Jensen, træner. Vi skal bakke op om den ledelse vi har, og som har lavet aftalen med svenskerne. De skal have chancen for at vise værdien af den.

Det er det samme, når jeg får en ny hest i træning, så får jeg også en chance.

Frantz Praem, træner: Vi burde have fælles træningscenter. Som det er nu kører jeg rundt hjemme og er banemand på en traktor og chauffør på en hestetransport. Hvis man kunne samle os, så tror jeg også flere kunne blive i sporten, fordi de ikke nødvendigvis skulle leje en stor stald, men blot enkelte bokse efter behov.

Vi mangler en professionel organisation til at varetage anpartsstalde.

Monica Fentz, amatør: Travsporten er en hobby. I min familie har vi ni heste. Vi kommer aldrig til at tjene penge på travsporten.

Halvdelen af de heste, der er i Danmark er ejet af amatører, men sporten er for indspist, og det holder nye mennesker væk.

Peter Snedker, formand Fyns Pony trav og galop: Gå efter børnene – så kommer forældre og bedsteforældre med,

Jørn Borch, Erfa-gruppen: Vores gruppe har eksisteret i mere end ti år og vi mødes jævnligt for at drøfte ideer. En af de ting, vi har snakket om er at etablere et ”hoppe-hotel”, hvor by-opdrættere kunne have deres hopper opstaldet til favorable priser.

Kenneth Nielsen: Om Firmatrav – en god ide, som vi har glæde af på Lunden, men desværre har vi trænere ikke haft muligheden for at følge op på disse firmabesøg,.

Og ellers blev der talt om markedsføring, om træningsbetingelser, om vigtigheden i at gøre sporten mere gennemsigtig for potentielle hesteejere, om galoppens internationale flagskib, Scandinavian Open Championship, der er i fare for at blive nedklasset fra Gruppe-status til Listed og med en mindre præmiesum, om muligheden for at skaffe billigere priser på avlshingste, om det unikke i, at hestevæddeløbssporten i Danmark er placeret i de fire største byer og har store naturområder, osv.

Vi fik nok ikke det hele med, men vi var der!