TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Stor omsætning på fire heste

af | 24. jun 2017 | Nyheder

I fredagens 7. løb på Racing Arena Aalborg var der blot fire heste til start, men omsætningen i Vinderspillet blev dagens klart største.

Det har altid været god latin, at der i hestevæddeløb skulle være så mange heste som muligt til start, for at skabe så stor en omsætning som mulig.

Stor omsætning er lig med stor indtjening til arrangøren.

Men tilsyneladende har spillemønstret ændret sig!

Vi kunne for nylig fortælle om en meget stor omsætning i et løb i Berlin, hvor der kun kom to heste til start, idet de øvrige tilmeldte blev slettet på grund af sygdom.

Et lignende billede ser vi i fredagens  7. løb i Aalborg.

To heste udgik på forhånd – så var feltet nede på fem, og en hest blev herefter bortvist for to omstarter – og så var der fire heste tilbage.

Det var et åbent løb – altså et godt spilleløb, hvor man tillagde tre af de fire heste store vinderchancer.

Og det fik spillerne til at stikke ud.

Twilight D med Rene Kjær vandt 7. løb, hvor der alene i Vinderspillet var omsat for over 78.000 kroner! Heselborg Foto

I Vinderspillet blev der alene omsat for 73.668 kroner  – i løbet før var vinderomsætningen på 48.705 kroner med 12 startende heste, og i løbet efter 18.129 kroner med otte startende heste,

Det skal tilføjes at løbet med en vinderspil-omsætning på 48.705 kroner var 6. løb – altså sidste afdeling af V5-spillet – og her er der pr tradition altid højere omsætning end i andre løb.

Men at et løb med fire heste kan skabe så stor en omsætning i Vinderspillet som det var tilfældet, er da en overvejelse værd.

En løbsdag i 2017 afvikles stort set på samme måde, som da jeg begyndte at komme på Fyens Væddeløbsbane som knægt omkring 1960!

Måske skulle man overveje nye løbsformer!!!

Det 7. løb på Racing Arena Aalborg vandtes i øvrigt af Kaj Jensen-trænede Twilight D (Great Challenger) til odds 2,72.

Jeppe Juel var dagens store triumfator med fire sejre – to af vinderne træner han selv, Chloe (Ready Cash) og Color Blind (SJ’s Caviar) mens Peter Jensen træner de to andre, debutanten Caja Vang (Enjoy Lavec) og Bad Boy (ENS Snapshot).

Jeppe Juel – vandt fire sejre. Hesselborg Foto