TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Jydsk Derby:  Sikker sejr til favoritten Albarella

af | 4. jul 2026 | Nyheder

Skimlede Albarella med Elione Chaves, der var en af fire heste fra Lea Olsen i Jydsk Derby, vandt sikkert og går nu mod Dansk Derby.

Efter en forgæves start på dirt-banen på Jägersro var Albarella nu tilbage på græsset og det bekom den skimlede vallak godt.

Velplaceret fremme i feltet undervejs, kunne Chaves sende Albarella frem i angreb i opløbet og parret kunne gå til sikker sejr fulgt af Rikke Bonde-trænede Classic Blaze med Nickolas Stott og Tina Mortensens Red Moondancer med Cristian Adrian Montoya.

Albarella med Elione Chaves vinder sikkert Jydsk Derby.
Foto Ole Hindby

Der var 240.000 kroner i førstepræmie til Albarella, der ejes af Lars Jacobsen og Chriss L. Petersen – den har nu indløbet 541.941 kroner i karrieren, der hidtil har omfattet syv starter!

Albarella blev som åring købt  på Scandinavian Open Yearling Sale 2024 for 120.000 kroner.

-Vel har  Albarella vundet Dansk 200 Guineas, men at vinde dette løb på vores hjemmebane – det er meget større, sagde en glad Lars Jakobsen efter sejren.

-Nu går vi efter Derbyet – det er sikkert!

Sidst en hest vandt såvel Jydsk Derby som Dansk Derby var i 2022, hvor Titannia gjorde det.

To glade vindere, Chris L. Petersen og Lars Jacobsen efter Albarellas sejr i Århus Stiftstidende Jydsk Derby. Foto Ole Hindby

En der næppe kommer til start i Dansk Derby er staldkammeraten Beethoven, der var næstfavorit i løbet, men som ikke klarede distancen og sluttede på en skuffende sjetteplads.

Derbydagen på Jydsk Væddeløbsbane var igen en publikumssucces med mange tilskuere og god stemning på pladserne.