Det er ikke travsporten, der kan trække folk af huse, når der en almindelig løbsdag, men det kan et godt tilbud som stegt flæsk ad libitum.

Der var fuldt besat ved alle borde i Skive Travs restauration i aften, hvor et tilbud til 149 kroner for stegt flæsk samt tarteletter ad libitum havde lokket mange til væddeløb.
Også i cafeteriet i underetagen var der godt fyldt op.
Det var ikke en af årets store sportslige dage på travbanen – det var en amatørdag med blot fem løb, og det var ikke fordi hestene havde stået i kø for at være med.
Men derfor blev der alligevel gode gevinster at hente i spillet – især i V4-spillet, hvor værdien efter 3 afdeling på 436 kroner steg til 9.300 kroner, da løbets mindst spillede hest, Freja Box (Trophy Catch) med Niels Knudsen – trænet af Jørgen Fuhlendorff – sejrede.
Den var blot afkrydset på 1% og gav 40 gange pengene som vinder!
Fra dommerrapporten noterer vi, at Theo Damsgård fik i alt tre bøder til et samlet beløb på 1.400 kroner – plus en udelukkelse på 7 dage – det var især hans drivning bag Elisa HJ i 4. løb, der kostede ham.
