TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Solstik på Falster?

af | Nyheder, På Biddet

En bizar hændelse skete i  forbindelse med 2. løb på Nykøbing F Trav onsdag eftermiddag, hvor to heste ikke blot havde byttet nummerskilte, men også startpladser!! Hvad lavede Dommerkomiteen?

Egentlig er det ikke svært at forstå, hvordan man hos Stald Anders F. Jensen er kommet til at ombytte nummerpladerne på to heste.

Der er nemlig stor navnelighed.

I 2. løb skulle Stald Anders F. Jensen starte såvel 4 Enfrasimoni, som træneren selv kørte, mens 5 Entilfrasimoni, som kollegaen Rene Jonassen skulle køre.

Imidlertid fik man forbyttet navneskiltene, så Enfrasimoni bar nummer 5 – og startede fra femte startspor og Entilfrasimoni bar nummer 4 og startede fra fjerde startspor.

En ting er, at man i stalden laver en fejl i forspændingen, men at Dommerkomiteen ikke konstaterer, at hestene bar forkerte numre under Præsentationen – det er meget kritisabelt!

Nu vakte denne nummerombytning også mere opstandelse, fordi Enfrasimoni med Anders F. Jensen vandt løbet.

“Forklædt som nummer 5” vinder 4 Enfrasimoni med Anders F. Jensen.
Foto Danny Stensbæk

I den forbindelse er det vigtigt at notere, at totalisatorrækkefølgen er med hestenes rigtige nummer – altså med nummer 4 Enfrasimoni som vinder.

På Fast Track TV fik man Overdommer Kim Kablings uddybende forklaring og også en forsikring om, at der ikke også var tale om en ombytning af hestene!

I så fald ville fadæsen have været total, men også betydet, at løbet måtte annulleres.

Det skete ikke nu, og egentlig forståeligt.

Kim Kabling fortalte, at man nøje havde studeret løbsreglementet samt konfereret med DTC, og man valgte at lade resultatet stå.

Såvel Anders F. Jensen som Rene Jonassen fik hver en bøde på 150 kroner for at starte med forkerte nummerskilte

Og Dommerkomiteen burde have en hilsen for at snorksove!

Måske et vækkeur!