Bo Westergaard fik den bedst tænkelige løbsdebut på Yonkers Raceway forud for million løbet The International Trot på lørdag.

Indtil i nat havde Draco (Offshore Dream), der ejes af Panamera Racing og Heide Racing ikke vundet løb i USA, men det ændrede Bo Westergaard på!
Fra spor 8 sendte han den 8-årige danskfødte, men svenskregistrerede vallak frem mod spids og fik tredje spor rundt i første sving.
Efter 550 meter fik Draco spidsen, og herefter var det spil til et mål.
Ingen var i stand til at fange Draco i spidsen, der sejrede sikkert med 2,5 længde i 1.13.2a/1609 m.
Der var 7.000 dollars i førstepræmie, og dermed har Draco, der er i træning hos Per Engblom, allerede nu tjent 26.688 dollars i år.
Selv om Draco i banens tipsblad var tippet vinder, så var tiltroen til Draco og Bo Westergaard ikke særlig stor i vinderspillet.
Draco var feltets mindst spillede heste og gav odds 23,70!!
Draco’s sejr indgik i Lucky5-spillet, hvor endnu en outsider, men tre storfavoritter sejrede.
Her blev gevinsten på 4.555 dollars – og det var nogle danskere på plads på Yonkers godt tilfredse med.
Sammen med gevinster på Draco vandt de omregnet en kvart million kroner!
Lucky5-konceptet er udviklet af danske Jackpotbet, som har solgt ideen til Yonkers Raceway. Yonkers har såvel i aften som på torsdag Lucky5 i sit spilletilbud og har forlods lagt 15.000 dollars i puljen til hver løbsdag.
I nat blev der spillet 33.082 dollars ind i puljen, der med de 15.000 dollars oveni blev på 48.022 dollars, hvad der klart var den største pulje tirsdag aften på Yonkers.
Se Draco og Bo Westergaard vinde – klik her – vælg 5. september – 7. løb
