TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Sejrstørke slut efter 27 måneder

af | 24. feb 2019 | Nyheder

Amerikanskfødte Dupree havde ikke vundet løb siden november 2016, men har fundet melodien igen hos Jeppe Juel, der bragte den til en sikker sejr på Skive Trav.

I august måned i fjor fik Jeppe Juel Dupree, der ejes af den svenske storstald, Courant i træning, og efterhånden har Aalborg-træneren fået sat skik på den 6-årige Andover Hall-søn.

I de seneste starter har Dupree vist fremgang, men alligevel var der ikke den store tiltro til den i eftermiddagens hurtigløb på Skive Trav.

Det skulle vise sig at være forkert.

DUpree med Jeppe Juel vinder sikkert i 1.12.8a/1600 m. Foto Flemming Andersen

Dupree med Jeppe Juel i sulkyen kunne nemlig sejre sikkert i fine 1.12.8a/1600 m og til lidt over 9 gange pengene.

I V5-spillet var Dupree ikke specielt hårdt betroet heller, og udgangsværdien blev på 146 kroner.

V5-spillerne skulle dog stille på endnu større udfordringer, og efter 14-oddseren Bølle AP i 4. afdeling havde sejret sikkert for Lasse Christensen, der her vandt sin første sejr i karrieren, var der blot 6 kuponer tilbage.

Disse havde alle Tristan JB med Jørgen B. Pedersen afkrydset i 5. afdeling, og da denne – efter tre omstarter – kunne føre fra start til mål og finde formløbet i 1.16.8/2000 m blev gevinsten på 39.583 kroner.

To af kuponerne var spillet i Danmark.

Den ene kupon havde blot kostet 48 kroner, mens den anden var i 1.500 kroner+-klassen!