TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Sejrsprocent på 80!

af | 10. feb 2019 | Nyheder

Frantz Praëm har haft en forrygende start på sæsonen med fire sejre i fem starter, men trods succesen tegner fremtiden mindre lys.

Fredag eftermiddag på Fyens Væddeløbsbane kunne Frantz Praëm glæde sig over endnu to sejre til staldens talentfulde 4-åringer Date Night (Weingartner) og Do It Mingus (Great Challenger), der tog hhv. anden og tredje sejr på stribe.

Date Night. Foto: KM FOTO

-Ja, det har været en fantastisk start på året, fastslår Frantz Praëm, som købte begge heste på Derbyauktionen i 2016.

Date Night kostede 45.000 kroner, mens Do It Mingus – under navnet Degu – blev solgt for 40.000 kr.

-Date Night er den, der har haft lettest ved det, og nok også den af de to, der er mest udvikling i, men omvendt har Do It Mingus overrasket meget positivt i år, så hvem der egentlig er bedst her og nu er svært at sige.

-Date Night blev en stor hest ret tidligt, så han skulle bare ha’ noget mere tid til at udvikle sig, men da vi startede op med ham, fik han nogle problemer med et bagknæ. Vi valgte dog at holde ham i gang for at han kunne udvikle sig langsomt og det er gået rigtig godt.

-Do It Mingus ejes af en anpartsstald med 10 medlemmer, der startede med Mingus T – deraf navnet – og han har også gjort det forrygende i år.

-Begge heste er godt nok meldt i alle årgangsløbene, men hvis vi når consolationsløbene, er vi som udgangspunkt tilfreds.

-Jeg ville gerne skærpe dem mere, men det afhænger lidt af vejret, så jeg går og føler mig lidt frem mht. vejrudsigten. Vi tager en dag ad gangen og må se hvordan de udvikler sig de kommende måneder. Nu får de i første omgang tre ugers pause; næste opgave for Date Night bliver et løb den 8. marts i Billund.

Mingus T med ejerkredsen, Stald Mingus I/S. Foto: KM FOTO

“Tegner virkelig lovende”
Frantz Praëms træningssliste tæller pt. blot ni heste, heriblandt en enkelt 2-åring og to ustartede 3-åringer.

-Ferrari Rossi (vallak e. Prodigious) ejes også af Stald Mingus I/S og er en spændende hest, som jeg godt tror kan komme til start som 2-års; det er i hvert fald det vi går efter, siger Frantz Praëm, som giver staldens to 2-åringer flg. ord med på vejen:

-Emoji (h.e. Broad Bahn) tegner virkelig lovende. Jeg går og venter på at vejret bliver lidt mere stabilt, men han er ellers startklar og bliver næste debutant herfra.

-Red Parrot (hp. e. Hard Livin) er en rigtig lækker hest, som har fået fjernet en mus, hvilket har sat den lidt tilbage. Har dog hentet sine præmiepenge på Jägersro, men kommer først sidst på året som følge af operationen.

Usikker fremtid
Frantz Praëm har igennem flere år haft sine heste stående på svigerforældrene, Susan og Niels-Erik Christensen, Stald Butchers gård i Taulov ved Fredericia, hvor han også bor sammen med sin hustruen Anette Grøn, men det bliver der formentlig ændret på.

-Mine svigerforældre skal desværre skilles og gården er sat til salg, siger Frantz Präem.

-Det betyder, at der bliver trappet ned med hesteholdet og det er allerede gået hårdt ud over min forretning, så det ser lidt slemt ud lige nu. Hvad det ender med ved jeg ikke lige nu, men det kan være, at jeg skal ud og finde mig et arbejde.