TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Sejr i den første start i det nye travliv

af | Nyheder

Danske Michael Larsen har for anden gang på kort tid opnået engagement München, hovedstaden i den tyske delstat Bayern, og nu ser det ud til, at han bliver.

Michael Larsen, som har en fortid som jockey hos Axel Jacobsen i Charlottenlund, flyttede for mange år siden til Hamburg, hvor han blev hjælpetræner hos datidens største nordtyske trænernavn Henning Rathjen.

Michael Larsen, nu aktiv i München, ved et besøg på sin gamle hjemmebane Charlottenlund.

Med tiden blev Larsen selvstændig, og han blev privattræner for storhesteejeren Ulrich Mommerts Hamburgafdeling, Gestüt Brammerau, med ret til at have et fåtal andre heste i træning. Blandt disse var nu afdøde Banks, som stadig er banerekordholder på Bahrenfeld-banen med tiden 1:09.9a.

For et par år siden ophørte samarbejdet med Mommert, og Michael Larsen søgte sig til Bayern, hvor han blev assisterende træner for Rudi Haller på Stall Wieserhof i München.

Han fik dog tilbud om at vende tilbage til Brammerau, men denne gang holdt samarbejdet ikke så længe, og i stedet åbnede en ny mulighed sig i Bayern.

Stortræneren Joseph Franzl, ”Seppi”, havde fået mulighed for at overtager trænerrollen for det nordstyske stutteri Lasbek efter, at Christian Lindhardts kontrakt ophørte. I begyndelsen pendlede Franzl mellem sin 50 heste store forretning i Saurlach udenfor München og Hamburg, hvor der konstant er 35 heste i træning på Lasbek.

Men det blev for uholdbart, og Seppi, som i mellemtiden var flyttet til Lasbek med sin familie, så sig om efter en hjælpetræner til virksomheden i Bayern, og Michael Larsen fik et tilbud, han ikke kunne sige nej til. Franzl har nemlig mange tunge hesteejere i Bayern og i Østrig, og det var en stald på 30 heste, som danske Larsen overtog for et par måneder siden. Franzl selv kommer cirka hver tredje uge for at opdatere sig med sin sydtyske virksomhed.

Søndag eftermiddag fik Michael Larsen så sin første start for sin ny arbejdsgiver. Han tog til den mindre bayeriske bane Straubing med Tyron Hill, en 5-årig hingst efter Trixton, og vandt et PMU-løb med 1.700 € (12.750 dkr.) i førstepræmie på tiden 1:17.7a/1925 meter. Det var Michael Larsens tyske karrieresejr nummer 447.

Travservice har i aften haft en samtale med Michael Larsen, som siger, at han stortrives i Bayern og ser frem imod at føre flere interessante ungheste frem, og det varer nok ikke så længe, inden vi atter ser ham på sejrspodiet.