I de første 75 år af den københavnske travsports eksistens kørtes der med jævne mellemrum såkaldte salgsløb, i hvilke deltagerne var sat til salg i forbindelse med løbets afvikling. Der var flere varianter af salgsløb, og vi kigger lidt på dem her.

Salgsløb er ikke nogen fremmed løbsform i vore dage heller. Medens de forsvandt fra de danske propositionshæfter i begyndelsen af 60’ene, køres der stadig salgsløb i både Frankrig (courses à reclamér), Italien (corse reclamare) og i USA (claiming races).

I Danmark indførtes salgsløbene allerede i 1890’ere. Løbene havde en normal proposition, klasseløb eller handicap, men der var tilføjet det krav, at vinderen skulle gå på auktion direkte efter løbet. Førstepræmien tilfaldt den hidtidige ejer. Hesten blev kørt op foran publikum, hvor auktionen fandt sted. Ikke sjældent blev hesten tilbagekøbt af sin hidtidige ejer.

Med tiden opstod der problemer med princippet, idet man mistænkte, at visse heste ikke blev kørt fuldt efter at vinde sit løb, og så blev fordringsløbene indført.

De var lidt mere komplicerede. De gik ud på, at ejeren skulle angive en salgssum for hesten, hvorefter den blev handicappet i løbet. De billigste heste stod på start og de dyreste fra toptillæg. Bud skulle afgives på løbsdagen, og højstbydende fik hesten, og den startede i dennes navn. Som oftest blev der tale om kuskeændring, da den nye ejers træner skulle køre.

I første omgang blev fordringsløbene ikke så populære hos hesteejerne, og man vendte tilbage til salgsløbene. Fra midten af 30’erne forekom begge løbsformer, og i de sidste år, men udskrev løbsformen, var det udelukkende fordringsløb, som blev tilbudt.

Fordringsløbene er jo ret interessante, idet ejeren selv kan bestemme, fra hvilken distance hesten skal starte. Hestens form eller grundpræmiesum har ingen betydning i sammenhænget. Denne skribent er en stor tilhænger af fordringsløb og skulle gerne se, at løbsformen bliver genindført.