I denne uge køres der om verdensmesterskabet for travkuske – det sker over fire løbsdage i Tyskland, Holland og Belgien, og midtvejs i konkurrencen er den forsvarende mester, hollandske Rick Ebbinge klart i spids.
Desværre er der ingen deltagere i VM fra såvel Norge, Sverige og Danmark – Finland er repræsenteret ved Santtu Raitala og så ser vi jo ofte Rick Ebbinge fra Holland i svenske løb.
Tyske Michael Nimczyk er heller ikke ukendt for os danske, men ellers siger kuske som Hanna Huygens fra Belgien, Blair Orange fra New Zealand, Jordan Ross fra USA m.fl. os intet.
De 10 deltagere startede i Wolvega, hvor canadiske Doug McNair lagde hårdt ud med to sejre og lagde sig i spidsen, men på andendagen i Gelsenkirchen, var der intet der fungerede for canadieren, der dalede ned på en sjetteplads.
Til gengæld havde Rick Ebbinge en stor dag – han vandt to sejre, en anden, og to tredjepladser og er nu klart førende inden løbene i aften på banen i Mons i Belgien.

Rick Ebbinge har samlet 103 points og fører dermed klart foran Hanna Huygens, Belgien 69 points, Peter McMullen, Australien 68 point, Blair Orange, New Zealand og Santtu Raitala, Finland, begge med 65 points.
I aften køres fem løb i Belgien og fredagen slutter VM-konkurrencen på Mariendorf-banen i Berlin.
Link til VM-konkurrencens hjemmeside – klik her
