Andet rejsebrev fra ”den gamle redacteur” om rejsen til Lexington, Kentucky, der skulle have taget 18 timer, men som kom til at tage det dobbelte.
Trængslerne på min rejse til Lexington skulle vise sig at fortsatte denne lørdag morgen.
På Marriott-hotellet kunne jeg først få morgenmad klokken 07.00, så jeg bestilte allerede 06.45 en taxa til lufthavnen, der skulle hente mig klokken 07.15.
Og jeg var klar til tiden!
Der var mange biler og samlede folk op.
Primært biler med et lille skilt i forruden, hvor der stod UBER.
Men min Taxa dukkede ikke op.
Nu begyndte jeg at blive lidt nervøs.
Der var 25 minutters kørsel til lufthavnen – jeg skulle flyve 08.50 – og ingen Taxa her halvanden time før flyets afgang!
Ind til receptionen, som jo ikke kunne forstå, at der ikke var kommet en taxa.
Check – den er på vej – og det er en taxa fra et lokal taxaselskab og det er vogn 7.
Og så tænkte jeg – så går det nok!!
Men der kom fortsat ingen Taxa vogn 7!
En stor Taxa fra American Taxa med nummer 1021 kørte op foran hotellet.
En anden gæst, der også ventede på Taxa troede så det var til ham.
Det var det ikke.
Det var min Taxa, der var steget i numrene – og til et andet selskab.
-Men hop ind – du kan køre med – jeg skal bare til terminal 3 først – så må du køre hen, hvor du skal bagefter, sagde jeg til den anden gæst.
Det tilbud var han glad for.
Han havde været igennem samme tur som mig med ankomst fra Europa fredag og fly – i hans tilfælde til Des Moines – var også aflyst fredag.
Hans fly lørdag skulle dog først afgå klokken 10.30.
-Godt du kom sagde jeg til chaufføren. – Du er længe ventet. Du skulle have været her 07.15.
-Nej, det skulle jeg ikke, svarede han. – Jeg fik denne tur for syv minutter siden!
Og så fik jeg forklaringen om, hvorfor jeg måtte vente.
Hotellet havde tilsyneladende en aftale om at bestille taxa hos et lokal taxa-firma, der ikke har så mange biler, og derfor lang ventetid.
Utrolig dårlig service af hotellet, når det kan lade sig gøre at få en taxa fra et andet og større selskab hurtigt!
-Vi skal nok nå det – du skal indenrigs, så ingen problemer, berolige chaufføren mig.
Vi nåede da også frem til Terminal 3, hvor American Airlines holder til.
Ind for at tjekke ind ved en selvbetjeningsautomat.
Bestillingsnummeret indtastet – og så venter man spændt!
Check-in ikke er muligt før 24 timer før afrejse – stod der på skærmen!
Hvad var nu det?
Fat i en servicemedarbejder.
Hun prøver med samme resultat og siger derefter: – Du skal hen til kundeservice – og peger på en lang kø lidt længere henne.
Jeg fortæller hende om min situation, men der er ikke noget at gøre.
Dog kommer hun med et kort med et telefonnummer som jeg kan prøve at ringe på.
Kommer igennem – og nu viser det sig at min reservation var ændret til søndag – altså dagen efter!
Hvordan det var sket – ja, det vides ikke, men det var fakta.
Jeg klagede min nød, men flyet lørdag morgen var ude.
Men der var lige akkurat en plads tilbage på et fly til Lexington klokken 15.30 i eftermiddag.
Den plads snuppede jeg!
Jeg skulle få en mail med min nye booking. Den kom aldrig!
Men hvad gør man i O’Hare Lufthavn klokken 8 om morgenen – og ens fly først skal gå klokken 15.30 om eftermiddagen.
Og i øvrigt var det regnvejr, så en tur til Down Town Chicago var ikke just tillokkende.
Jeg valgte at tjekke ind, og håbede på at der var en lounge i lufthavnen, jeg kunne købe mig adgang til.
Tilbage til selvbetjeningsautomaterne.
Til at begynde med så det meget godt ud, men så skete der lige pludselig noget.
Jeg blev kastet af systemet.
Prøvede igen – det samme skete.
Fat i en servicemedarbejder. Det hjalp jo heller ikke.
Tilbage i køen til kundeservice – der fortsat var meget lang.
Nå, men nu var der jo ingen stress – sådan set.
Da jeg kom frem til skranken, fandt vi ud af at navnet på den nye booking var ændret – Bønsdorf i systemet skal være Boensdorf – men her var det blevet til Bonsdorf.
Det blev rettet – min kuffert tjekket ind – boardingpas til mig.
En ny hurdle var overvundet.
Lexington – Here I come!
Stay tuned
Første rejsebrev – klik her