Alt var gået godt undervejs – en svullen storetå var det mest dramatiske, men nu skulle vi hjem og for nogen af os, skete det ikke uden problemer.
Træt af den morgenmad vi kunne få på Spring Hill Suites i Lexington havde vi på et fællesmøde søndag aften – samtidig med at resterne af indkøbte fornødenheder blev konsumeret – bestemt, at denne sidste morgen i USA, skulle vi spise morgenmad på Waffle House, der blot ligger 100 meter fra hotellet.
Da det kom til stykket, holdt jeg mig dog til hotellets ”buffet” for at få skrevet nogle historier til travservice inden hjemrejsen skulle begynde.
Vi skulle hjem på forskellige tidspunkter.
Aalborg-drengene (Knud Erik Ravn, Freddy Christensen og Gunner Christiansen), skulle først afsted, så dem kørte jeg i lufthavnen klokken 11 – de skulle flyve ved 1-tiden til Atlanta og videre derfra til Amsterdam ved 16-tiden og være hjemme i Aalborg ved middagstid, tirsdag.
John Kirketerp skulle flyve ved 14-tiden til Chicago, men ville selv klare turen til Lufthavnen.
Efter at have kørt trioen til The Blue Grass Airport kørte jeg til The Red Mile for at aflevere nogle kasketter til Rene Sejthen og hans kæreste Jolyane.
Rene var ude at køre med en pacer, så jeg gik op til banen for at se på træningen.
Der er en vis stemning på The Red Mile – især på staldterrænnet, hvor jeg kan mistænke at nogle af bygninger for at være næsten lige så gammel som banen!
Banen åbnede den 28. september 1875, så måske er staldene ikke lige så gamle, men gamle er de.
Rene kom ind fra træningen, han fik kasketter (med logo for travservice) og fik sagt farvel og så kørte jeg mod lufthavnen.
Jeg var dog lige forbi CVS, der er en blanding af et apotek og et mindre supermarked, men uden fødevarer.
Hovedpinepiller og hostepiller var målet for indkøb, da jeg var begyndt at hoste lidt for meget, syntes jeg.
Næste opgave var at fylde bilen op med benzin inden jeg skulle aflevere den hos Avis i lufthavnen.
Den vej som Google Maps viste mig til lufthavnen var en skøn tur med flotte store huse med folde, men ingen benzintanke, så jeg måtte vælge en anden vej, og så fandt jeg da også en tank.
I USA køber man ikke benzin i litermål.
Nej, for alting er jo større i USA, så her fylder benzin i gallons på.
En amerikansk gallon er 3,78541 liter og pumpeprisen var 2.78 dollars.
Omregnet til danske forhold svarer det til en literpris på 4,97 kroner!
Derfra til lufthavnen, og inden jeg næsten var ude af bilen, kom en ung pige og sagde, at jeg var ”all set”.
Bilen var altså leveret tilbage uden problemer.
Jeg tjekkede ind og skulle igennem security.
Der er det en fordel at være 75+ i USA – det skal man bare sige, så slipper man for at tage sko og bælte af, og i Lexington ville de endda ikke have computer og Ipad taget ud og lagt i en bakke.
Der var god tid til mit fly med Delta skulle afgå, så jeg nåede lige en burger i baren – i øvrigt den mest velsmagende jeg fik under dette ophold.
Flyturen til Atlanta tager en god time – desværre var jeg blevet placeret så en luftsluse, der kørte på fuld kraft og med kold luft, og ramte – det var ikke en af de små luftdyser, man kan regulere – dette var til kabinen, og det kunne ingen desværre gøre noget ved – eller også ville de ikke.
Så godt jeg havde været forbi CVS!
Lufthavnen i Atlanta er stor – ja, kæmpe stor.
Vi landede i Terminal D og jeg skulle til Terminal F – den internationale terminal.
Der går et tog under lufthavnen og til de forskellige terminaler, så det gik hurtigt med at komme til Terminal F.
SAS-flyet, SK 930 skulle afgå fra Gate F7, og der var en god time til boarding, så jeg gik derudad og ville samtidig finde en elektronik forretning for at købe et USB-stik, så jeg kunne få opladt min Ipad under flyvningen.
Da jeg kommer ud fra forretningen – hvem møder jeg så!
Aalborg-drengene!
Jamen, skulle I ikke være på vej til Amsterdam?
Jo, men vi havde taget fejl af tiden, så da vi kom til flyet var gaten lukket og vores kufferter taget ud, lød forklaringen!
-Men vi er blevet booket om – gratis, men skal først flyve klokken 22.30!
Mens vi taler er klokken omkring 17.30!
Så trioen kunne se frem til yderligere fem timers ophold i Atlanta.
Men så kan de lære, kan de!
Nu blev til tid at jeg skulle boarde til mit fly, og for anden gang i dag kunne jeg sige, Farvel og god rejse hjem til Aalborg-drengere.
SAS-flyet gik til tiden og ankom lidt før planmæssig ankomst klokken 10.15.
Jeg var landet – Kirketerp var på vej fra Chicago og Aalborg-drengene var også undervejs, men havde en lang rejse foran sig.
Spændende var det om deres håndbagage også kom med den nye forbindelse og helt til Aalborg!
I Lexington havde Knud Erik og Freddy fået at vide, at de ikke kunne tage deres små rejsekufferter med i kabinen, så disse blev tjekket ind specielt ude ved gaten.
Med indhold som personlige papirer, PC, Ipad, penge etc. så var man nu spændt på, om ikke mindst disse to kufferter ville dukke op ved ankomsten til Aalborg.
Og nu har Knud Erik Ravn jo en vis erfaring med kufferter, der bliver væk på rejser!
Da trioen ankom til Aalborg klokken 17.40 tirsdag – efter at have været 24 timer undervejs – kom de store kufferter frem, men ikke de to små, der var skrevet ind ude ved gaten.
Men alt endte lykkeligt.
De to kufferter blev onsdag formiddag bragt ud til såvel Knud Erik Ravn som til Freddy Christensen og indholdet var intakt.
Og dermed blev der sat punktum for årets rejse til Lexington.
Tak fordi I har læst med.