Om vi får set noget? – Følg med på vores tur rundt i Paris-området. Og måske er der også nyt om en forsvunden lime-grøn kuffert!

I går kørte vi rundt i Paris!

Ja, i Paris – som i Paris.

Uden for Lexington ligger nemlig et County – en kommune – med navnet Paris.

Forleden var vi i et andet County, der hed Versailles – og kommunen som Lexington ligger i hedder Fayette.

Altså flere franskinspirerede stedbetegnelser – og hvorfor det er sådan, tager vi en anden gang.

Inden vi starter på dagens oplevelser, så er der nyt om Knud Erik Ravns kuffert!

Den er ganske vist ikke dukket op, men SAS-afdelingen i Chicago har meddelt, at de nu opgiver at finde kufferten hos dem og overlader sagen til hovedkontoret.

Da det jo er en sag, der optager mange, må vi forvente, at sagen om den lime-grønne kuffert behandles på øverste plan.

I øvrigt set kufferten således ud:

Og så over til tirsdagens oplevelser.

Hunterton Farm at Stone Creek er et af USA’s førende stutterier og er opdrætter af nogle af de bedste amerikanske heste.

Menhammar Stutteri i Sverige ejer Stoner Creek, men Steve Stewart og hans Hunterton Farm har lejet sig ind.

Vi besøger Hunterton, hvor der dog er ret mennesketomt, men vi kører rundt og ser hestekirkegården og den lille stald, hvor Nevele Pride stod.

Og så videre til nye oplevelser.

Diamond Creek Farm har i denne uge indbudt til hingstefremvisning – der er ”åbent Hus” hver dag fra klokken 10 – 13, og da vi ikke vil lade nogen chance gå fra os, var vi selvfølgelig på pletten – vores GPS fik lov til at bestemme turen.

Vi var nogen af de første på stutteriet, som er relativt nyt.

Man startede Diamond Creek-farmen faktisk et andet sted – på en farm, der havde tilhørt ACL Farm, men er nu flyttet og har indrettet sig flot.

Hingstestalden var ny – lys og venlig – skridsikkert gulv og eget laboratorium og man havde samlet de hingste, som Diamond Creek ellers har opstillet i forskellige stater.

Vi fik således mulighed for at tage Gimpanzee, Father Patrick, Creatine, Marseille og Southwind Frank nærmere i øjesyn.

Southwind Frank imponerede Bo Westergaard og Flemming Jensen med dens fine eksteriør. Den kommer i øvrigt på auktion i Harrisburg i begyndelsen af november.

Southwind Frank har i de senere år haft en meget dårlig sædkvalitet, og har kun kunnet producerer få afkom.

Mens vi er på Diamind Creek kommer en stor og meget flot bus rullende ind på området.

Det er en fransk gruppe på 34 personer, der er på studietur i Lexington. Gruppen var til løb i lørdags på The Red Mile, og har også været til auktion og nu er de på rundtur til områdets stutterier.

Det er det svenske rejsebureau, Equi Tours, der har arrangeret turen for det franske centralforbund, og jeg får da også på svenske Marie Nyberg, der er chef for bureauet og svensk/franske My Nilsson, der er turguide.

Begge damer har jeg kendt og arbejdet sammen med for efterhånden mange år siden om rejser.

Fra Diamond Creek går vejen videre til ACl Farm – der var den farm som Carl Christian Junge i sin tid var med til at bygge op og drive som stutteri.

Her er Roger Walmann og Lennart Aagren på besøg og ser på heste. Vi taler med Ann-Christin Lorentzen, der sammen med sine døtre fører farmen videre efter Jan-Erik Magnussons tragiske død for tre år siden.

ACL Farm har ingen heste på amerikanske auktioner.

-Vi har for meget svensk i afstamningerne, så vi får ikke godt betalt for dem herover, siger Ann-Christin.

ACL Farm er også en væddeløbsstald, som datteren Anette Lorentzon står for, og hun klarer sig særdeles fornemt

Anette Lorentzon har foreløbig kørt over 2 millioner dollars ind i år og vundet 85 sejre.

-Her I set Dubois farm, spørger Ann-Christin os.

Det har vi ikke, og får en vejbeskrivelse, som vi siden diskuterer om i bilen.

Enden på det blev at jeg ringede til Rene Sejthen for at få den nøjagtige adresse.

Et minut senere tikkede den ind i WhatsApp-appen – og vi kører afsted.

Indhegnede folde overalt til heste – nogle mere velholdte end andre, men det er helt klart at vi er i hesteland.

Lexington markedsfører sig da også som The Horse Capital of the world!

På GPS’n vises adressen til at ligge på venstre hånd – og ganske rigtig er der en indkørsel, og en fin allé vi kører op til.

For enden ligger en stor lade bygning, men indkørslen er spærret og der er ikke et øje – hverken heste eller mennesker.

Kan det være det rigtige sted?

Jeg får fat i Rene, og fortæller ham, hvad vi ser.

Det kan han ikke helt forstå, men fortæller at på den vej vi kom kørende af, skulle der være et skilt med hø til salg ved en indkørsel og det var indkørsel Dubois nye farm.

Vi vender bussen og kører ned ad alleen og ser lige ovre på den modsatte side en hø balle og en indkørsel.

Det må være der!

Det var det.

Vi kører af en lang snoet vej med kæmpefolde på begge sider og ender ved en stor staldbygning, hvor det ser ud til at have været nogen.

Lidt senere kommer Marie Ortolan Bar, der er chef for Jean Pierre Dubois amerikanske afdeling, og da hun ser det er os, bryder hun ud i et stort smil.

Jeg elsker skandinaver, men danskere mest, siger hun.

Der er blot få heste opstaldet på farmen endnu – Dubois har nyligt købt efter at have solgt en anden farm.

Blandt de heste, der er her, er toptraveren Quatro de Julio, der i år har vundet i 1.09 og tjent 300.000 dollars.

Den skal på søndag starte i Allerage Farm Stake på The Red Mile.

-Hvis den vinder må I love mig at komme med mig i vindercirklen, siger Marie til os!

Og det lover vi inden vi kører videre.

Nu skal vi til auktionen, der starter klokken 14.00.

Undervejs kommer vi til et vejkryds!

-Det kan jeg kende, siger Knud Erik Ravn – det var jo her i nærheden, vi boede for tre år siden!

-Skal vi ikke lige køre derhen.

Så det gjorde vi og stedet lignede sig selv.

Vi kørte ind og helt op til det store hus, og vel ikke helt uventet dukkede så ejeren op på en lille ATW.

Han ser lidt bøs ud, men da Gunner (Christiansen) ruller vinduet ned – så genkender han ham og bryder ud i et kæmpe smil og et How Are You Guys!

Efter lidt smalltalk går turen videre mod auktionen.

Vi kommer forbi Castleton Farm – engang en af de største farme med travheste i USA og et mønsterstutteri.

Det er nu snart 20 år siden Castleton Farm blev lukket og stedet ejes nu af Ryan Air-direktøren, Michael O’Leary.

-Skal vi ikke prøve at se, om vi kan komme ind på farmen, foreslog Gunner.

-Sidst vi forsøgte, åbnede gaten ikke, mindedes Knud Erik.

Men det gjorde den så denne tirsdag, og vi kørte ind på det store område.

Først passerede vi kontoret, hvor jeg mindes at der i gamle dage var en statue af paceren Bret Hanover, og nu kommer jeg i tanker om, at der på området er to fredede slave-huse!

Vi kører rundt og finder også de to huse, der står lige bag den meget store private bolig.

Og så sættes kursen atter mod auktionen.

På Iron Works Road passerer vi en grund, hvor der ligger et meget stort hvidt hus med søjler.

Det ser meget imponerende ud, men virker tomt og forladt.

Det viser sig da også, at huset endnu ikke er færdigbygget.

Men det er sat til salg – ifølge en ejendomsmægler fordi bygherren fandt ud af, det var for stort til ham.

Huset er små 1300 m2, har syv soveværelser, 10 badeværelser og ligger på en grund der er på 14 tønder land.

Pris for hele herligheden – 2.5 millioner dollars – 18.8 millioner kroner, men så vil det hele også være færdigmonteret med port og indkørsel, samt færdiggørelse af huset!

Er du interesseret – se mere på dette link – klik her

Og så var der ikke flere ting, vi skulle se – inden vi kom til auktionen.

Om aftenen skulle der spises italiensk på en af byens fineste restaurationer – Frank and Tony’s – og det viste sig, at navnet havde noget med historie med Frank Sinatra at gøre.

Det var dyrt, og tjeneren, der umiddelbart virkede meget kompetent, fik serveret de forkerte retter til os – og så kom forretter og hovedretter oveni hinanden.