TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Rejsebrev fra Kentucky – 5

af | 1. okt 2022 | Nyheder

Besøg på auktionscentret Fasig Tipton, på Keeneland galopbane – og trav om eftermiddagen.

Vi har et fuldt program fra morgen til sen aften i disse dage i Lexington.

Torsdag aften var vi sammen med Rene Sejthen, Kasper Foget og Jeppe Juel på en af byens mest kendte steak-restauranten, Malone’s og her fik jeg den bedste crabcake, jeg nogensinde har smagt.

Og jeg har lidt erfaring i netop med det der med crabcakes.

Så selv om Malone’s er en steak-restaurant – så anbefales deres crabcake.

Vi sad fem ved vort bord og havde en forvirret tjener, der havde en stemme som en savskærer, og kaldte os ”honey” hele tiden.

Det gik da også galt for hende, for da vi skulle betale – det gjorde vi på en amerikansk måde – vi lagde nemlig hver vore Credit cards ved regningen, og så skulle hun fordele beløbet på hver enkelt.

Det lykkedes så kun delvist!

Efter nogen opstandelse, hvor hun mente hun havde fundet ud af, at hun måske havde kørt et kort igennem to gange, og derfor ikke anede, hvad hun skulle gøre, kom manageren til stede.

Først da jeg opdagede, at tjeneren havde splittet regningen i seks dele – og ikke i fem – blev situationen løst.

-Det er for besværligt at føre alle jeres kort tilbage, og derefter igennem igen – vi lader det stå som det er og huset tager den sjettedel, der mangler, sagde han.

Så vi fik en pæn rabat!

Fredag morgen startede med en tur til lufthavnen i Lexington – ikke for at hente Knud Erik Ravns lime-grønne kuffert – den er der endnu ikke noget nyt om – men for at købe en billet til nordmanden, Skøie.

Det kunne så ikke lave sig gøre – de sælger ikke billetter i lufthavnen!

Langs indkørslen til Keeneland er der opstillet hestefigurer

På anden side af lufthavnen ligger galopbanen Keeneland.

Et kæmpeområde, som er utrolig velholdt og det er som at komme fra en verden i travsporten og ind i en anden, på Keeneland.

Her var man i gang med forberedelserne til oktober-meetinget, der starter næste fredag og kulminerer med Breeders Cup-dagene den 27. og 28 oktober!

På Keeneland

Til Breeders Cup er stort set alle restaurationspladser udsolgt – der er dog nogle enkelte til cirka 1.400 dollars stykket – pr dag!

Kig ned gennem staldene – der er plads til 1.951 heste på Keeneland.

Videre gik turen til auktionscentret Fasig-Tipton og derfor over til den historiske Walnut Hall Farm, der en gang bestod af 5.000 Acres – det er 3.668 tønder land!

Paraderingen på Fasig Tipton, hvor åringerne trækkes rundt før de kommer ind i endnu en ring i bygningen tv, for så til slut at komme i auktionsringen

I dag er Walnut Hall opsplittet i tre farme og på 1.200 acres findes nu Kentucky Horse Park, der er ikke blot et slags hestemuseum, hvor der findes en række af verdens hesteracer ligesom store amerikanske trav- og galopheste nyder deres otium der. Desuden arrangeres der konkurrencer i de forskellige hestesportsgrene.

På Walnut Hall Farm er der en hestekirkegård, og her mødes man først af en stor statue af Guy Axworthy, der har været en af traveravlens mest betydende avlshingste – den levede fra 1902 – 1933 og var amerikanske avlschampion i årene 1925-1930.

Ravn, Kirketerp og Christensen ser på mindestenen for Garland Lobell
Statuen af Guy Axworthy

Jeg har fundet en video fra indvielsen af statuen af Guy Axworthy i 1934 – se det på dette link, hvor også en række af datidens store avlshingste samt følhopper præsenteres – klik her

Mindestenen for Cash Hall er den nyeste – den døde i 2019

Nu er det jo tre år siden, vi sidst har været i Lexington, og dengang som tidligere var det muligt at køre fra Walnut Hall og ind på Kentucky Horse Parks område – og så slap man for at betale entre – og det kan nordjyder jo godt lide.

Men nu havde amerikanerne forberedt sig.

Da vi kom til den ellers næsten hemmelige bagindkørsel til Horse Park, var der lås og slå for.

Og det var der også ved en anden vi prøvede!

Så det blev så ikke i dag vi kom i Horse Park

Fra Walnut Hall tilbage til Lexington og om eftermiddagen til travløb, hvor vi bl.a. så den 2-årige hoppe, Special Way med Åke Svanstedt vinde i 1.09.6 – verdens hurtigste tid af en 2-åring i år.

Aftensmaden blev indtaget på Waffle House – lidt af en nedgradering fra torsdagens Malone’s.