TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Readly Express vandt – Bold Eagle floppede

af | 10. mar 2019 | Nyheder

Readly Express med Björn Goop indfriede favoritværdigheden I Criterium de Vitesse, men måtte kæmpe hårdt for sejren, mens Bold Eagle med Franck Nivard havde udspillet sin rolle allerede i opløbssvinget.

Readly Express med Björn Goop skyder frem i yderbanen og henviser Dijon til andenpladsen i Grand Criterium de Vitesse. Foto Gerard Forni

For første gang i karrieren startede Readly Express over sprinterdistance, 1609 m og løste også denne opgave.

Readly Express fightede sig til sejr i 1.08.9a i Criterium de Vitesse de la Cote d’Azur på Cagnes sir Mer – en tangering af løbsrekorden – og vandt kort foran længe førende Dijon med Romain Derieux i 1.09.0 – også tredjehesten, Bahio Quesnot (der stod til 98 gange pengene) med Junior Guelpa noteredes for 1.09.0, mens danske Uza Josselyn med Gabriele Gelormini blev nummer fire i 1.09.2

Men Readly Express vandt nok på en anden måde end det var ventet.

Readly Express kunne nemlig slet ikke være med fra start fra sit indvendige startspor, hvorimod Dijon med Romain Derieux tog spids fra spor fem i kamp med Bold Eagle med Franck Nivard ude fra spor 7.

Derieux var ikke til sinds at slippe til næstfavoritten Bold Eagle, og Nivard gav op og blev siddende udvendigt.

Readly Express kom afsted som femte – Goop var hurtig til at køre ud i andet spor, så han ikke blev lukket inde.

Uza Josselyn sad i vinderhullet og havde Bahia Quesnot udvendigt for sig.

Denne blev sendt i angreb ind i opløbssvinget fulgt af Readly Express i ryg.

Rundt i svinget begyndte Bold Eagle at takke af, og ind på lige bane var han ude af løbet – tabte travet helt og blev diskvalificeret.

Dijon holdt godt ved foran, og lignede en vinder bare 100 meter fra mål.

Men Readly Express var nu oppe på den store remskive og gik forbi til sikker sejr!

En vindertrio -. Timo Nurmos, Readly Express og Björn Goop. Foto Gerard Forni

76.500 Euro i førstepræmie – 1.50 i vinderodds og 1.10 i pladsodds.

Bold Eagle, der var spillet til næstfavorit til 3,40, faldt helt igennem og må have været syg på dagen.

Og hvis det ikke er tilfældet – så var det hesten, der sagde farvel og tak til en løbskarriere.

Bold Eagles lillebroder, Cash and Go kunne have reddet familiens ære tidligere på dagen, hvor den startede som favorit i Quintet-løbet, 4. løb.

Imidlertid kom Cash and Go med David Thomain til at sidde uhjælpeligt fast i ryg på førerhesten i opløbet og sluttede på en ottendeplads med alle kræfter i behold.