Paralympiatravet: Andenpladser er hidtil bedste resultat
Hvis Steen Juul-trænede Extreme i eftermiddag vinder Paralympiatravet på Åby-banen i Sverige, skriver den i mere end en forstand et stykke travsportshistorie.

Hidtil har ingen dansktrænet hest vundet Paralympiatravet/Olympiatravet, men to gange er det blevet til andenpladser.
I 1997 var amerikanskfødte Frisky Frazer med Axel Jacobsen nummer to til Scandal Play og i 2001 var det Peter Rasmussen-trænede Atom Tess med Steen Juul, der var nummer to efter megafavoritten Etain Royal.
Den gang var førstepræmien på 800.000 SEK og andenpræmien på 320.000 SEK – i eftermiddag er der 1.5 mio. SEK til vinderen og 700.000 SEK til nummer to.
En danskfødt hest har dog vundet Olympiatravet.
Det var i 1998, hvor Rival Damkær trænet af Tommy Strandqvist og kørt af Erik Adielsson sejrede – to forinden havde parret været nummer to bag Callit.
Olympiatravet blev første gang kørt i 1979 og da vundet af Pershing med Berndt Lindstedt.
Siden 2020 har løbet heddet Paralympiatravet.