TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

På Biddet – 23.04.18

af | Nyheder, På Biddet

Flot Musketerdag i Skive – Bet25.dk overrasker.

Årets Musketerdag på Skive Trav blev også i år en flot løbsdag med et højt sportsligt niveau, mange tilskuere og en pæn totalisatoromsætning.

I modsætning til 2017 var der i år spil fra bl.a. Sverige – men ikke Norge, og det hævede den samlede omsætning ganske pænt til 1.481.940 kroner mod 1.084.529 kroner.

Hele omsætningsfremgangen lå dog ikke på det udenlandske spil, for baneomsætningen steg fra i runde tal 350.000 kroner i 2017 til 385.000 kroner i år. Det er den hidtil største baneomsætning i Danmark i 2018.

-Jeg regner med, at der var mellem 2.500 – 3.000 tilskuere, siger banechefen Steen B. Nielsen til travservice.

Det skal også bemærkes at de vindende heste i storløbene fik såvel en meget flot blomstersmykket æreskrans samt et flot æresdækken.

Flemming Jensen var i hopla og vandt to sejre, og han var i stand til at bryde den udenlandske dominans i Musketer-løbene, da han vandt Lord Valentines Mindeløb for 5-åringer med Shotproof efter føring fra start til mål.

Shotproof er norskfødt, men hans moder, Shadowshot er nu ejet af Stutteri Shadow i Nordjylland.

På forhånd var der lagt op til at 3-årsløbet, Pay Dirts Mindeløb var det mest interessante, fordi her skulle Dontpaytheferryman søge at få revanche over for tyske Northern Charm, der besejrede den i Breeders Course på Lunden i sæsondebuten.

Nu skulle Dontpaytheferryman have revanche., Ejeren og træneren Peter Rudbeck var opsat på at vinde Pay Dirts Mindeløb på hjemmebanen, og modsat i sæsondebuten fik Dontpaytheferryman et lukket hovedlag med huller i siden på. Det havde den ved sin sidste start i fjor, hvor det fokuserede den meget, og det forventede Rudbeck det ville gøre igen.

Northern Charm med Christian Lindhardt på æresrunde Foto: KM FOTO

Løbet fik en forrygende indledning, da Pauli Andersen tog fusen på alt og alle og sendte upåagtede Double Up til spids fra spor 7.

Men den spids fik han ikke lov til at have for såvel Christian Lindhardt med Northern Charm som Birger Jørgensen med Dontpaytheferryman kørte straks fremad.

Northern Charm i andet spor – Færgemanden ude i tredje spor første sving rundt.

Og der blev kørt hurtigt.

Northern Charm kunne holde Færgemanden stangen, og efter 600 meter opgav Birger Jørgensen at fuldføre angrebet og trak ned i ryg på Northern Charm.

Dermed var spændingen ikke ude af løbet, for hvad kunne Dontpaytheferryman så udrette i opløbet med open stretch?

Birger Jørgensen trak ned i open stretch, men fik ikke den ventede respons, og det var kun med nød at næppe at Dontpaytheferryman holdt tredjepladsen foran sæsondebutanten Donatello Garbo.

Northern Charm sejrede foran en anden sæsondebutant, Damien Shadow med Henrik Lønborg, der sluttede flot af.

Efter løbet spekulerede Peter Rudbeck i om der var noget galt med Dontpaytheferryman.

-Birger sagde, at hesten pludselig stoppede, så nu får vi taget en blodprøve for at se, om der er noget, der ikke stemmer, sagde Peter Rudbeck til Fast Track.

Northern Charm var ikke ene om at hæve den tyske fane.

Sidste års tyske Derbyvinder, Tsunami Diamant med Danny Brouwer sæsondebuterede i Frosty Hanovers Mindeløb og kunne fra spor 1 tage spids og blev der let løbet ud.

Bedste danskfødte deltager, Chablis med Steen Juul blev nummer fire.

Fast Track-teamet leverede en solid udsendelse, men jeg kan nu ikke lade være med at spekulere på, hvad Palle Vennekildes reaktion vil være, hvis der svares negativt på et af hans standardspørgsmål:  Hvor meget glæder du dig til dagen?

Gennem et stykke tid har jeg haft en konto hos Bet25.dk, og siden jeg oprettede den, har jeg fået adskillelige mails, hvor jeg er blevet opfordret til at spille på fodbold!

Stor var overraskelsen derfor søndag formiddag, hvor en mail fra bet25.dk tikkede ind med opfordring til at spille til løbene i Skive!

Og til slut – mysteriet om Trio-resultatet fra Jydsk Væddeløbsbane sidste mandag er nu løst.

Odds for Trio var 42,70!