TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

På Biddet – 15.08.2018

af | Nyheder, På Biddet

Skal hesteauktioner tage så lang tid – Flytning af Derbyweekend blev nemesis for Klampenborg Galopbane – fodbold VM var i juni/juli en hård konkurrent.

Mandagens auktion på svenske Wenngarn blev en lang affære, hvor sidste hest først blev solgt over midnat.

Auktionen indledtes ved 18-tiden, så det tog mere end seks timer for at sælge de 107 katalognumre, der skulle i ringen.

Det er alt for lang tid!

Det startede ellers godt, og man blev fascineret af den franske auktionarius, der til at begynde med virkede som et virkelig forfriskende islæt.

Men det billede holdt sig ikke hele aftenen.

Desværre.

Nogle heste måtte ind i ringen  igen fordi, der var opstået tvivl om, hvem der egentlig havde købt dem.

Dette kan let undgås ved at alle, der ønsker at købe på en auktion, registrerer sig og får udleveret et nummer, der holdes op så auktionarius tydeligt kan se det i forbindelse med et hammerslag.

Du har sikkert set det i de utallige auktionsudsendelser, der hver uge vises på danske TV-kanaler.

Gennemsnitsprisen for de solgte heste blev flot med 416.931 SEK – igen var det hingstene, der trak det store læs med en snitpris på 494.693 SEK, mens hopperne ”kun” kostede 319.230 SEK.

I sidste weekend afviklede Klampenborg Galopbane sin Derbyweekend.

I forhold til de senere år var den nu flyttet frem til den anden weekend i august måned, fordi galopbanen havde fundet ud af, at potentielle tilskuere fortsat var på ferie omkring den første weekend.

Det var nok ingen god idé med den flytning, for den samlede omsætning på Derbydagen søndag faldt med 1 million kroner.

Alene på banespillet var der en tilbagegang på omkring 400.000 kroner i forhold til i fjor.

Ganske vist skulle FCK og Brøndby spille i Parken om eftermiddagen, men det kan ikke forklare hele tilbagegangen i banespillet!

Fodbold er ganske vist en hård konkurrent til hestespillet.

Det nyligt afviklede Fodbold VM kostede omsætningskroner på de danske hestevæddeløbsbaner, der i juni og juli måned måtte registrere en nedgang i den samlede omsætning på 15 millioner kroner i forhold til samme periode i fjor.

Det var især det udenlandske spil, der svigtede, men nedgangen her er trods alt forventeligt, idet Norge ikke spiller med til danske baner i samme omfang som tidligere.

Til gengæld holdt baneomsætningerne sig i de to måneder sig ganske pænt.

Samarbejdet med bet25.dk ser fortsat ud til at være på et niveau, man kan kalde ”sleeping partners”.

Bet25.dk havde ikke engang lavet fast odds på Dansk Derby i Klampenborg og pt kan Du spille på det svenske Trav Derby, men ikke det danske!

Først når ATG efter planen overtager Bet25.dk fra Nytår kan vi forvente, at der sker noget i forhold til markedsføring af travspil overfor nye kunder.

DanToto er fortsat på banen, og ser ud til at have øget deres markedsføring – bl.a. ved Derby-sponsoratet samt sponsorat af Ken Ecce, men heller ikke hos familie-kompagniet, Oddset er der mange fast odds at hente på danske væddeløb.