TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

På Biddet 09.12.22 – mister 11% i tilskud

af | Nyheder, På Biddet

At miste 11% i sit årlige tilskud er noget der kan mærkes, men det er hvad italiensk trav og galopsport kan se frem til i 2023. Dagens rundtur i travsportens verden, hvor vi også fortæller om en ny hest ved Flemming Jensen,

Akkurat som i Danmark er italiensk hestesport afhængig af tilskud fra det offentlige, og den nye regering der tiltrådte i oktober, har nyligt meddelt, at hestevæddeløbssporten får 11% mindre i 2023 end i indeværende år.

Tilskuddet går fra 46.5 mio. Euro og ned til 41.3 mio. Euro.

Italiensk hestevæddeløbssport har i mange år været inde i en negativ udvikling – rent finansielt, mens det går forrygende på det sportslige område, og som vi forleden kunne fortælle er antallet af følfødsler i italiensk travsport på vej op.

Udbetaling af væddeløbspræmierne har i mange år været et stort problem – der kunne gå over et år før hesteejere, trænere og opdrættere fik udbetalinger.

Pt. mangler nogle trænere og hesteejere fortsat udbetaling af præmier vundet i marts.

Den nye regering har dog lovet at man vil forsøge at lave udbetalinger af præmier 60 dage efter et løb.

Fra Sverige til Italien

Men italienske hesteejere fortsætte med at investere.

Senest har Scuderia Santese – det er ejeren af bl.a. Cokstile og Usain Töll købt den svenske 4-åring Cabasse (Readly Express).

Dens bedste præstation er en fjerdeplads i Sprintermästaren i 1.10.2a/1609 m. Cabasse, der var trænet af medejeren Maria Törnqvist, har startet 20 gange, vundet 2 sejre, 7 anden og 2 tredjepladser og tjent 540.300 SEK.

Fra USA til Finland

På Harrisburg-auktionen solgtes den 3-årige Ken’s Walner (Walner – Ready to Ignite) med rekord 1.09.3 – 124.665 dollars for 85.000 dollars.

Nu er det klart at den blev købt til Finland og er nu på vej dertil.

Ready Cash-dominans

Det er nærmest uhyggeligt i hvor høj grad Ready Cash sætter sit præg på fransk traveravl.

I torsdagens løb for 2-åringer på Vincennes var der godt nok ingen Ready Cash-afkom til start, men seks af de ti startende var efter Ready Cash-sønner!

De besatte de fire første pladser samt sjette og syvendepladsen.

Blot et afkom efter Boccador de Simm kilede sig ind mellem Ready Cash-børnebørnene.

Krack Time Atout v. Face Time Bourbon sejrede for Eric Raffin I 1.14.5/2175 m volte.

2. Ksar v. Follow Me – 1.14.6

3. Keep Going v. Follow Me – 1.14.7

4. Kaiser des Granges v. Captain Sparrow – 1.14.7

5. Kihil de Bussy v. Boccador de Simm – 1.14.9

6. Kondor v. – Fabulous Wood – 1.14.9

7. Kendo Jiel v. Face Time Bourbon – 1.14.9

Fra Morten Friis til Flemming Jensen

Anpartshesten Hancock Black (Bird Parker), der hidtil har været i træning hos Morten Friis, er nu skiftet til Flemming Jensen.

Hancock Black har startet fire gange og har en andenplads, tjent 5.000 kroner og sat rekord 1.18.6.

Til gengæld er svenske Our Pleasure, som Flemming Jensen startede to gange, gået tilbage til Sverige, hvor den nu trænes af Sofie Ericsson på Halmstad.