TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

På Biddet – 07.05.18

af | 7. maj 2018 | Nyheder, På Biddet

Om tekniske problemer – Johnny Takter – fransk spil gav omsætning – og 157.813 tilskuere til derbydag i øsende regnvejr.

Det har været et par dumme dage for redaktøren, fordi teknikken bag travservice.dk har drillet noget så ivederstyggeligt, således sitet ikke har været tilgængelig for jer læsere.

Der er intet mere ærgerligt, når sådan noget sker – og desværre har fejlen været særdeles vanskelig at finde og få udbedret.

Jeg håber, løsningen nu er fundet permanent – og noget er jo i hvert fald sket, når du kan læse dette.

Jeg undskylder meget!

Søndag aften kom nyheden om, at en af verdens bedste travkuske, Johnny Takter har valgt at sige stop!

59-årige Johnny Takter har været en af mine favoritkuske – nobel og elegant at se på i en sulky, og uden for banen har han været imødekommende og venlig, når jeg har mødt ham.

St være travkuske på heltid er ikke altid nogen dans på roser. Det er lange køreture på landevejene, og det kan ofte være meget sent før man kommer hjem fra en løbsdag.

Johnny Takter er ikke ene om at sige stop med at køre løb, selv om alderen egentlig ikke tilsiger det – i USA har store navne som Mike Lachance og Ron Pierce også gjort det.

Motivation og helbredet har de sat før arbejdet som travkuske.

Johnny Takter kører på Solvalla i morgen og sætter punktum på torsdag, hvor den årlige Gentleman-dag – egentlig en meget passende dag – beslutningen nu er taget, for gentlemannen Johnny Takter.

Norge

I dag har der været premiere på direkte spil fra PMU i Frankrig og ind i Vinder og Pladspuljerne på Bjerke-banen i Norge.

Det er noget der batter, og dagens første vinder, danskfødte Venezia gav flotte 2.48 i odds.

Omsætningen i de to spilleformer steg mere end 10 gange i forhold til samme løbsdag i fjor!!

I Vinderspillet i 1. løb på Bjerke blev der i fjor (8.maj) omsat for 20.274 kroner – i dag 232.412 kroner!!

I Plads i fjor 8.967 kroner  – i dag 235.494 kroner.

Derby i regnvejr

Feltet i Kentucky Derby på vej rundt i første sving. Bemærk banens tilstand! Coady Photo

Selv om det styrtede ned under det meste af lørdagen på Churchill Downs i Louisville, Kentucky hvor årets største løb, The Kentucky Derby blev redet, så afholdt det ikke publikum fra at møde op eller at spille i totalisatoren.

157.813 var på plads på banen på trods af at det silede ned – ja, der faldt over 10 centimeter regn denne lørdag!!

Baneomsætningen i de 14 løb nåede op på 23 millioner dollars – omkring 143 millioner danske kroner – i fjor var baneomsætningen 21,9 millioner.

Den samlede omsætning på dagen var 225,7 millioner dollars – 1.4 milliarder danske kroner!!!

I fjor var omsætningen på 209.2 millioner dollars.

Jo, der er store tal i amerikanske galopsport.

Når The Hambletonian Stakes køres på The Meadowlands kommer der cirka 1/10 antal tilskuere af, hvad der var på Churchill Downs og den samlede omsætning udgør kun omkring 5%.

Så stor er forskellen på amerikansk trav. og galopsport – i sidstnævntes favør.

The Kentucky Derby har en samlet præmiesum på 2,192 millioner dollars, hvoraf vinderen får 1.4 millioner dollars. Hesteejerne har betalt 2 x 25.000 dollars for at starte en hest i løbet!

Den regntunge bane slog ikke storfavoritten Justify med Mike Smith ud, og den vandt meget sikkert med 2.5 længde foran Good Magic med Jose Ortiz.

Justfy trænes af Bob Baffert, der her sadlede sin femte vinder i det traditionsrige storløb, der blev redet for 144. gang

Det store irske håb, Mendelssohn med Ryan Moore sluttede sidst!

Odense

Omkring 4.000 gæstede Fyens Væddeløbsbane i lørdags

Efter danske forhold var der stort besøg i lørdags på Fyens Væddeløbsbane, hvor man afviklede den årlige Integrationsdag i samarbejde med Odense Kommune.

Gratis adgang, underholdning af kendte kunstnere, forskellige aktiviteter og otte travløb var ingredienserne, der fik omkring 4.000 fynboer til at tage turen til væddeløbsbanen i Sanderum.

Alene på banen blev der omsat for 188.000 kroner, mens totalomsætningen nok skuffede med 474.024 kroner.