Onsdag var vi kulturelle, snød os ind på en fabrik, oplevede mexicansk mad og så et foruroligende syn. Dagens rejsebrev fra Lexington.

Kan man være i Kentucky uden at aflægge en af de mange whisky-destillerier et besøg.

Nej.

Så onsdag formiddag satte vi kursen mod den lille by Loretto, der ligger omkring halvanden times kørsel fra Lexington.

Målet var whiskyfabrikken, Makers Mark og vejen dertil bød på en helt anderledes natur end den, der er omkring Lexington.

Men på vej ud af byen kom vi lige forbi galopbanen, Keeneland og det lykkedes vor kompetente chauffør, Gunner at få listet os fra en udvendig vejbane og ind til siden, så vi kunne køre ind på det mægtige område, der hører til galopbanen.

Jeg har været der for mange år siden, men blev nu mildt sagt duperet.

Alt er jo større i USA – galopbanen i Keeneland med tilhørende stalde, auktionslokaler og træningsbaner er megastor.

Kort sagt vildt imponerende.

Jeg ser frem til vi skal til galopløb på lørdag.

Området om Lexington er let kuperet og præget af de mange flotte hestestutterier, men nu kom vi ud hvor landskabet helt ændrede karakter.

Det skal dog med, at vor GPS nok førte os på en genvej, for det var ikke samme vej vi kom hjemad.

Men ad små veje gik det.

Nu var det køer på markerne i stedet for heste, og der var bakker – ja, stejle stigninger på vejen.

Så stejle, at vi ikke vidste, om der var en vej, når vi nåede toppen!

Undervejs stødte vi på flere kirker – og ingen af os, vidste faktisk at Knud Erik Ravn, der jo har et firma, Rivers – også har forbindelse til en kirke ved Springfield i Lexington!

Vi kom også forbi ejendomme, hvor der var et stort hvidt kors uden for.

Det fik os til at tænke på Ku Klux Klan?

Det er jo i sydstaterne, som Kentucky er del af, at Ku Klux Klan fortsat operere!

Måske nogen af læserne ved, hvad de store hvide kors (som jeg desværre ikke fik noget foto af) betyder?

Smutturen ind til Keeneland betød, at vi var lige sene nok til at nå en omvisning på whiskyfabrikken, men da vi fra parkeringspladsen kunne se, at en gruppe var ved at påbegynde en rundtur, skyndte vi os alt hvad vi kunne – og fik i skyndingen ikke købt billet!

Rundturen starter oppe og herefter går det ned til fabriksanlægget – en gåtur på 300-400 meter – og vi fangede gruppen, da de var nået ned til den egentlige start på rundturen.

Og blev hilst hjertelig velkommen.

En meget levende guide, Becca viste rundt og fortalte stort og småt om fabrikkens historie og produkter. Vi så destilleri, trykmaskine til etiketter og de store magasiner, hvor whiskyen modnes i tønder.

Det hele afsluttedes med en smagning af fire af Makers Mark produkter – og nu opstod, der er lille problem.

Alt var nemlig gjort klar til gruppen – der havde betalt – men med fire personer mere – os, der  havde sneget os med – var der jo for få smagsprøver.

Men det klarede Becca lynhurtigt, og derefter gennemgik  hun smagsprøverne med os.

Nej – Kentucky Bourbon Whisky er ikke noget for mig!

Sådan en omvisning slutter altid i en butik, og efter at have set på priserne valgte vi at tage tilbage til parkeringspladsen for at køre hjemad.

Sulten var så småt ved at indfinde sig, og det var ikke restauranter i dette åbne landskab, der var flest af.

Men snart kom vi til mere civiliserede egne, og sandelig om ikke der lå en restauration, som vi bare måtte prøve.

Det viste sig at være en mexicansk restauration – og uden for skiltede de med 15% rabat til seniorer – så det var lige os.

Ingen ret på lunchkortet kostede over 5.95 dollars!!

Hvad skulle man vælge fra menuen?

Jeg tog en Enchilada – mest fordi det var det eneste navn jeg genkendte – Stald Rita har en hest, der hedder Enchilada Face!!

Det smagte – sådan….

Hr Ravn skulle på toilettet og kom hurtigt opbragt tilbage.

-Jeg åbner døren ud til toilettet og der sidder en mand på ”tønden”. – Det var ikke det værste, men i håndvasken lå hans revolver!, fortæller Knud Erik Ravn, og viser med hænderne, hvor stor revolveren er.

Nu ved jeg ikke om Ravn har en fortid som lystfisker, men ifølge hans opmåling skulle revolveren have været cirka 30 centimeter lang!

Var det så den stedlige sherif, der havde siddet på ”tønden”?

Nej, det var en håndværker, der kørte fra restaurationen i en mørk varebil!

Om aftenen til auktion på Fasig-Tipton – jeg mødte her Bill Haughton, forsikringsagent – og søn af den legendariske travtræner Billy Haughton.

Vi mindedes Ole Bach – det har netop været årsdagen for Oles tragiske død.

Haughton kunne huske at have hørt om Steen Juul – og Palle Sperling.

-Ham hørte jeg om i hele min barndom, sagde Bill Haughton.

Palle Sperling og Billy Haughton havde et nært venskab.

Der var ikke så mange mennesker på auktionen denne anden auktionsdag, men den positive tendens holdt sig med en fremgang på omkring 9%.

Endnu er det ikke blevet til nogle danske køb, men svenskerne  – både herboende og hjemmefra – tager godt for sig af retterne.

SRF Stable, Reijo Liljendahl og Stefan Melander er blandt køberne – og måske lidt overraskende har Jimmy Takter også signeret flere købsslipper.

Torsdag er der atter væddeløb på The Red Mile, hvor nogle af de allerbedste 2-åringer skal starte – og i aften auktion!