TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

På Biddet – 03.12.22

af | Nyheder, På Biddet

Efter Lundens medlemsmøde er debatten for alvor startet på Facebook og det er både om det budget og planer for fremtiden, der blev fremlagt samt ikke mindst forslaget om at forlænge projektet ned Team Lunden-hesten, Ghita Nørby et år. Det  kan du læse i dagens udgave af På Biddet.

Umiddelbart ser det meget tilforladeligt ud, når den nye bestyrelse på Lunden kommer med et driftsbudget for 2023, der ender med et overskud på 1.1 millioner kroner.

Sådan så budgettet også ud for 2022!

Men af det foreløbige driftsbudget for 2022, der blev vist på medlemsmødet, var overskuddet blot 50.000 kroner.

Det forventer man altså at forbedre i 2023 med over en million!

Det må blive en meget svær opgave, når indtægter fra banespil fremover vil være et rundt nul.

Man kan hente nogle x 300 kroner for en tegne nye spillere til Derby25, men det er vel trods alt begrænset hvor meget det efterhånden kan blive til.

Desuden er der det med driftstilskuddet fra Dansk Hestevæddeløb, hvor det på mødet var fremme, at Lunden kunne forvente at blive beskåret ret drastisk – op til 2.4 millioner kroner.

-Det beløb er til forhandling, sagde næstformanden Morten Vendelø – men det er hans opfattelse, og den er måske ikke korrekt!

Netop beskæring af Lundens driftstilskud er noget, der har rumsteret i kulisserne i et stykke tid.

Landets øvrige baner mener ikke, at det er rimeligt, at Lunden skal have tilskud til at drive træningscentret på Skovbo.

Og det er nok en af grundene til, at der nu kommer en nedsættelse af driftstilskuddet.

På en måde er det faktisk uretfærdigt, for det var daværende Hestesportens FinansieringsFond, der for 14-15-år siden besluttede at al træning skulle ophøre på Charlottenlund Travbane og i stedet skulle Skovbo Trav fungerer som træningscenter.

Det ville nok være rimeligt, at Dansk Hestevæddeløb, der administrerer beløbene fra fælleskassen hos Dansk Trav og Galop Union, lavede en overgangsordning, hvor man beskar Lunden for driftstilskud over nogle år – i stedet for at lægge op til, at det skal gøres i et hug!

Noget andet i budgettet, som jeg er faldet over, er de forventede sponsorindtægter, der brutto er sat til 2.3 millioner kroner og som i de senere år har ligget på 1.6 – 1.8 millioner kroner.

Jeg ville bedre kunne forstå den optimistiske tilgang, hvis man på onsdagens møde var kommet og sagt – nu har vi tegnet helt nye sponsorkontrakter med firmaer, der ikke tidligere har været sponsorer på Lunden!

Men sådan var det ikke.

Derbysponsoren er den samme – og fint for det, og desuden har man fået aftaler om at sælge bedækninger til 25 avlshingste – det er der heller ikke meget nyt i.

Det er altså de hidtidige sponsorer vi blev præsenteret for i onsdags.

Dem, der er svære at få fat i, – nye sponsorer – venter forhåbentlig i kulissen, hvis målet med 2.3 millioner skal nås, men jeg tvivler.

Så er der team Lunden-projektet med Ghita Nørby.

Selv om hesten ikke har vist de store takter, så har det været en rigtig god markedsføringsting – ikke mindst fordi skuespillerinden Ghita Nørby villigt har stillet op, når Ghita Nørby har startet og i øvrigt også uden for travsportskredse og i andre sammenhænge – f.eks. i et podcast med Anders Breinholt og Anders Lund Madsen – og har omtalt travsporten og hesten Ghita Nørby begejstret.

Men det ændrer ikke på det faktum, at projektet har været opbygget således, at det skulle slutte ved udgangen af 2022.

Hesten skal sælges på auktion – halvdelen af salgsprisen skal opdrætterne Frank og Preben Sørensen have – de har nemlig stillet hesten til disposition.

Hvad der desuden er tilovers i puljen skal fordeles i portioner a 1.000 kroner til anpartshaverne.

Nu foreslår Lunden, at man fortsætter et år yderligere og udvider anpartskredsen med nytegning således det finansielle grundlag for den videre drift sikres.

Det ligner til forveksling en udvidelse af en aktiekapital i et firma, hvor din aktie så bliver mindre værd!

Nej – selvfølgelig skal det oprindelige koncept følges – og så kan det måske være, at hesten sælges til en person eller personkreds, der vil føre anpartsstalden videre

Det må være den rigtige måde at gøre det på.