TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

På Biddet – 03.01.2019

af | Nyheder, På Biddet

Vi har brug for en lovændring – og det kan kun gå for langsomt!

Det var et skelsættende år vi tog fat på ved indgangen til 2018.

Danske Spils monopol på totalisatorspil på hestevæddeløb var blevet ophævet – spillet var liberaliseret – og nu skulle der for alvor til at ske noget i dansk trav- og galopsport.

Der er da også sket meget i det forløbne år, men den store effekt af liberaliseringen af spil på heste er endnu udeblevet.

Danske Spil/DanToto er fortsat stedet man spiller totalisatorspil til hestevæddeløb i såvel ind som udland, for Bet25 kom aldrig i gang med den spændende og nyskabende spilleplatform, der var stillet i udsigt.

Det er heller ikke sket endnu, og først for nylig er Bet25 begyndt at søge personale til sit nye firma Derby25, der skal stå for hestespillet.

I forbindelse med lovændringen blev det tilladt at udbyde fast-odds spil på hestevæddeløb, men det er faktisk kun sket i begrænset omfang til danske løb.

Forklaringen er snublende enkel!

Spiludbyderen skal nemlig afgive 8% af det spil han modtager i afgift til Dansk hestevæddeløb.

Dermed er fast odds-spil på heste allerede fra starten handicappet i forhold til fast odds-spil på alle andre idrætsgrene og begivenheder, hvor der ikke findes denne afgift.

Det er ret normalt, at spiludbydere opererer med en tilbagebetalingsprocent på mellem 92.8% og op til 95.1% på f.eks. liga-kampe.

På danske trav- og galopløb er en fast odds-udbyder bagud allerede fra start med 8% i afgift, før han skal beregne sin fortjeneste, der på liga-kampe ligger på mellem 7.2% – 4.9%.

En lovændring er derfor bydende nødvendig for at stille spil på heste lige med øvrige spillemuligheder.

I stedet for den faste afgift på 8% bør der indføres en afgift af den fortjeneste spil-udbyderen har på spillet – altså en skat på hans fortjeneste.

Akkurat som det i dag er tilfældet med fast odds-spil på alle andre sportskampe og begivenheder.

Først når dette sker, har fast odds-spil på danske hestevæddeløb en fremtid!

Lige vilkår – det er hvad det handler om!