Til væddeløb på The Red Mile – og hvad var det for en prominent dansk travsportsprofil, der måtte vise ID for at få serveret en øl? Endnu et rejsebrev fra Lexington, Kentucky.
Det store Grand Circuit-meeting er i gang på USA’s ældste væddeløbsbane, The Red Mile.
Banen har fået sit navn efter den belægning, den har – nemlig rød!
Der er kun løb på banen i omkring fire måneder om året – i en periode fra midten af juli og frem til midten af september, hvor der køres løb torsdag, fredag og lørdag.
I de to Grand Circuit-uger køres der torsdag, fredag, lørdag og søndag, og i den kommende uge afvikles løbene af hensyn til aftenens auktioner om eftermiddagen.
Lexington er ingen lille by.
Der bor 318.000 mennesker, så den er på størrelse med Aarhus, men for mig virker den meget større – og selv en søndag middag er der en masse trafik.
Nu kan amerikanerne jo heller ikke bevæge sig uden brug af en bil, og så skal der jo blive fyldt på de brede veje.
Den jyske trio, som jeg har hægtet mig på, ville tidligt på banen, men da jeg fortsat manglede at skrive til sitet, bestemte jeg mig for at tage en taxi.
Hotellet har en aftale med en taxi, hvis chauffør – Al – vi lærte at kende lørdag, hvor han både bragte og hentede os ude fra byen.
Da jeg var klar, fik jeg fat i AL, der kom et kvarters tid efter.
Al arbejder døgnet rundt.
-Jeg er god til at falde i søvn i bilen mellem turene, fortalte han mig.
Bare han ikke falder i søvn, mens vi kører!
Al ved meget og kender til Europa.
Hans fader er spansk og moderen stammer fra Italien, og Al har besøgt Mallorca og kender i de hele taget meget til samfundsforholdene i Europa!
Al ser også Netflix, og kender den danske TV2-serie, Rita, og så bliver man jo lidt ekstra stolt, når ens bonusdatter, har haft en rolle i flere af afsnittene!
-Jeg har set alle afsnittene, fortæller Al.
Al skal køre mig til The Red Mile – og jeg undrer mig over al den trafik, der er søndag middag.
-Sådan er det altid om søndagen. Folk har været i kirke, fortæller Al mig.
Og vi befinder os da også i Bibelbæltet, der også kaldes Sydstaterne – et begreb vi kender fra den amerikanske borgerkrig.
Vi ankommer til The Red Mile.
Der er sket noget siden jeg sidst var her for 17 år siden.
Parkeringspladsen er ikke længere en græsmark, men et stort asfalteret areal med tydelig skiltning.
Op mod banen, er der bygget en ny bygning, der huser et casino – dog ikke et casino, som vi forstår det med enarmede tyveknægte, kortspil og roulette, men med videomaskiner, hvor man kan spille på udfaldet af gamle hestevæddeløb!
Og amerikanerne elsker også den slags spil.
Det er på casinoet, der er flest mennesker.
På tilskuerpladserne ved travbanen er det meget tyndt besat.
Vor trio er nu blevet udvidet med en gruppe fra Aalborg og Skive, der består af Keld Gregersen, Claus Kolin, Henrik Friis, Frank Kjelde samt trænerne Gordon Dahl og Morten Friis, og de har indtaget nogle loger i den store åbne tribune med fin oversigt over banen.
Nu er der så bare det, at disse loger er der folk, der køber for at kunne sidde der på løbsdagene – så vi måtte flytte lidt rundt, men havde stadig fine pladser.
Denne løbsdag var det de 3-årige travere, der var i aktion i Bluegrass Stake, hvor hingstene dystede om 121.000 dollars i hver afdeling, mens hopperne kun havde 69.000 dollars i præmiesum, men det skyldtes at der var tre afdelinger.
I USA er der ingen tvangssletninger – eller kvalifikationsløb – til disse stakes. Alle kan komme til start, og så fordeler man den samlede præmiesum i de løb, det nu er blevet til.
Men ingen regler uden undtagelser.
Storløb som Hambletonian, Yonkers Trot og Kentucky Futurity kan der køres kvalifikationsløb til, hvis der anmeldes mere end 10 heste. For 10 heste er, hvad der kan være bag startvognens vinger.
Det er meget sjældent at man afvikler løb med mere end en vingefuld heste.
Og for fuldstændighedens skyld – hovedparten af løb i USA afvikles over den engelske mile, 1.609,344 meter.
Ginner Christiansen var meget stille inden Shoshie Deo skulle starte.
For os danskere var det spændende, hvordan Gunnar Christiansens Shoshie Deo ville klare sig i 7. løb, der var sponseret af avlshingsten Explosive Matter og var en afdeling af Bluegrass Stake med 121.000 dollars i samlet præmiesum.
Shoshie Deo skulle køres af Matt Kakaley, der er 30 år gammel og en af de kommende topkuske i USA. Han har i år vundet 204 sejre i 1.459 starter.
Shoshie Deo skulle bl.a. møde Met’s Hall med Andy Miller, der efter andenpladsen i The Hambletonian, har vundet såvel Zweig Memorial som Simcoe Stakes, men som senest var nummer to i Canadian Trotting.
Shoshie Deo kom pænt afsted fra start, men kom til at sidde lidt langt nede som nummer seks. Efter halvdelen af løbet var afviklet trak Kakaley Shoshie Deo, og lidt efter fik den en ryg at gå på i form af Maxus med Tim Tetrick.
Dewayne Minor testede Shoshie Deo uden sko i opvarmningen, og det gik fint
Da Maxus nærmest løb i vildelse blev ryggen lidt lang, men der var stadig bid i Shoshie Deo ind på opløbet.
Her havde Maxus kort overtaget føringen fra Met’s Hall, men løb ud i galop og Met’s Hall kunne gå til sikker sejr i 1.09.1 efter at have afsluttet de sidste 400 meter efter 1.05!!
Ude i sporene kæmpede Shoshie Deo. Vi kunne se, at han ikke ville få en plads blandt de tre første – men fjerdepladsen var i spil i kamp med You Know You Do med Jimmy Takter.
Det så ud til, at You Know You Do var gået forbi Shoshie Deo, men op mod mål fandt Shoshie Deo nye kræfter og klarede fjerdepladsen til 9.680 dollars i hus i ny personlig rekord 1.10.0 efter en afslutning de sidste 400 meter i 1.06.5!
Efter løbene blev Shoshie Deo taget i nærmere øjesyn af de professionelle.
Hvor stor er den egentlig?
Øjemålet blev taget i brug, og det endte med at man besluttede sig for, at Shoshie Deo var 1,55 meter!
Den er 1.55 , fastslår Gordon Dahl at størrelsen er på Shoshie Deo
Og når nu vi havde fundet vej ned til træneren Dewayne Minors bokse på bagside af en meget gammel og nedslidt boksbygning, så skulle den danske gruppe da også se, de to andre danske heste, som Minor har i træning.
Fearless Dream
Det er Knud Erik Ravns 2-årige Fearless Dreamer (Explosive Matter – Bold Dreamer) og Peter Wilhelmsen’s Night Hall (Muscle Hill – Day for Night).
De startede begge i fredags, men leverede skuffende præstationer og endte begge uplaceret. Fearless Dreamer løb 1.14.9, mens Night hall noteredes for 1.14.8.
Umiddelbart kilometertider, som vi ville være særdeles tilfredse med i Danmark, men her, hvor vinderne løb hhv. 1.12.1 og 1.12.5 er det bare ikke godt nok.
Der var dog en forklaring på deres svage indsatser, og begge heste forventes at gå bedre, når de starter igen på fredag.
Night Hall vurderes af Gordon Dahl
Mens vi er hos Dewayne komme norske Elise Tillerflaten trækkende med en hest. Hun arbejder nu hos Marcus Melander, men har tidligere været hos Åke Svanstedt. Elise er søster til Sofie, der er sambo med den dansk/norske træner Kim Pedersen.
Elise trækker rundt med den 3-årige hoppe What a Knockout (Donato Hanover), som Brian Sears kørte ind på en femteplads i en afdeling Bluegrass Stake for hopper. I 1.10.0 What a Knockout, der skal sælges på auktionen på søndag, var tydeligt forkølet – det kunne man se i næseborene.
Christina Beck
Og rundt om hjørnet kommer endnu en pige gående med en hest. Det er danske Christina Beck, der nyligt er taget turen til USA og nu har arbejde hos Paul Kelley, hvor Rene Sejthen også arbejder.
Christina er her på et tre måneders visum, trives virkelig godt
-Det var en stor beslutning at tage, men den kom efter mine piger havde sagt til mig: Mor – du skulle tage og gøre noget for dig selv – og da deres fader var med på ideen om at jeg tog en timeout og tog herover, blev det en realitet, fortæller Christina Beck.
-Efter Lexington tager vi tilbage til Vernon Downs og i november går turen til Florida. Jeg skal tilbage til Danmark til december, og derefter så ved jeg ikke om jeg kommer herover igen. Lysten er der, men jeg skal passe på med at blive ramt af 180 dages reglen. Man må højst være i USA i 180 dage på et år, forklarer Christina Beck.
Og på vej over til bilen møder vi endnu en dansker – det et Ole Gjerlev Nielsen, der er førstemand hos Åke Svanstedt.
Det er nu to år siden Ole rejste til USA for at arbejde i travsporten, og selv om det i første omgang kun var planlagt, at han skulle være her et år, så er han blevet hængende.
Ole Gjerlev Nielsem trives i USA
Vejret for resten!
Det er stegende hedt denne søndag eftermiddag, og solen bager ned over staldterrænnet hvor vi er efter løbene.
Resten af ugen kan vi forvente lignende vejr – altså 27 -28 grader hver dag.
Pyha!
Og til slut en historie fra det virkelige amerikanske liv!
Aalborg/Skive-gruppen var blevet sultne og fandt en burgerrestaurant. Man bestilte burger og nogle ville gerne have en øl til maden.
Så gerne – men Dem vil jeg gerne lige se ID på, sagde betjeningen til……… Henrik Friis, Dansk Hestevæddeløbs direktør!
Den unge Henrik Friis
Nu havde Henrik Friis ikke fået noget ID med sig, men han fik forklaret, at ham der – det var så Morten Friis var hans lillebroder – og så fik Henrik allernådigst lov til at få sin øl!
-Egentlig skal jeg jo være stolt over at man beder mig om at jeg skal vise ID, siger Henrik Friis.
I USA skal man være 21 år for at kunne få serveret øl og spiritus på restaurationer!