TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Overraskelser i Kentucky

af | Nyheder

Det gik slet ikke som man havde forventet i søndagens storløb på The Red Mile i Lexington. I dagsregn og på en halvtung bane var det outsiderne, der slog til.

I USA’s ældste storløb, Kentucky Futurity skulle den uheldige helt fra The Hambletonian Stake, What the Hill med David Miller have sin store sejr, men sådan kom det ikke til at gå.

Ganske vist vandt What the Hill (Muscle Hill) sit indledende heat, men i hård kamp med Lindy the Great med Scott Zeron – begge i 1.10.6, men i finalen måtte What the Hill tage til takke med en fjerdeplads, slået med fire længder.

Også den anden vinder af indledende heat, International Moni (Love You) med Scott Zeron måtte forlade banen uden sejr i finalen. Den satte sine chancer til ved startgalop.

Hambletonian-vinderen Perfect Spirit (Andover Hall) med Åke Svanstedt klarede sig slet ikke til finale.

Efter et løb i bagfeltet, blev der for langt frem i det heat International Moni vandt i 1.10.7 – Perfect Spirit sluttede på en sjetteplads, slået med 9 længder i 1.11.8.

Åke Svanstedt kvalificerede imidlertid Yes Mickey (Muscle Hill) tyil finalen via en tredjeplads bag What the Hill og Lindy the Great.

I finalen kørte Svanstedt meget offensivt med Yes Mickey, der var førende indtil midt i opløbet.

Snowstorm Hanover vinder Kentucky Futurity foran Devious Man

Ude i banen gik Devious Man (Credit Winner) med Andy Miller frem og så ud til at være på vej mod sejren, men op mod mål stoppede den op samtidig med at Snowstorm Hanover (Muscle Massive) med Matt Kakaley nærmede sig skridt for skridt og Snowstorm Hanover kunne vinde med hoved i 1.10.5.

Det var blot anden sejr i år for Snowstorm Hanover, der i fjor vandt 6 sejre, heriblandt sæsonens sidste storløb for 2-åringer, Valley Victory Trot.

Snowstorm Hanover har den ustartede Snow Angel Hanover (Andover Hall) som moder og kostede blot 20.000 dollars som åring.

Med finalesejren i Kentucky Futurity, der var 210.000 dollars værd og andenpladsen i indledende til 22.500 dollars har Snowstorm Hanover i år nu tjent 309.200 dollars.

I alt er det blevet til 649.349 dollars.

-Det var egentlig ikke meningen at Snowstorm Hanover skulle have startet i Kentucky Futurity, men da han i sidste uge gik godt på en andenplads og dermed selv tjente til indskuddet, så valgte jeg at starte ham, sagde træneren og medejeren Ron Burke efter sejren, der her vandt Kentucky Futurity for første gang.

Heller ikke hos hopperne blev det til favoritsejr.

Her var årgangens dronning, Ariana G (Muscle Hill) med Yannick Gingras kæmpefavorit, og hun vandt da også sin indledende afdeling sikkert i 1.11.3, mens Propulsions helsøster, Dream Together (Muscle Hill) med Daniel Dube vandt den anden afdeling i 1.10.8.

Efter at have ligget på en fjerdeplads fra start sendte Gingras kæmpefavoritten Ariana G – spillet til bundodds 1.05 – fremad med 800 meter tilbage, og ind i opløbet havde Ariana G et overtag på førende Dream Together.

Det så ud til at favoritten – selv om den ikke virkede overbevisende – skulle tage sejren hjem, men pludselig dukkede Ice Attraction (Muscle Hill) med Åke Svanstedt op.

Ice Attraction med Åke Svanstedt fanger Ariana G med Yannick Gingras og vinder Kentucky Futurity Filly

Parret havde siddet i inderbanen som femte undervejs og omkring 100-125 meter fra mål fandt Svanstedt angrebsplads mellem Ariana G og den udvendige Dream baby Dream med Rod Allen.

Det så ikke ud til at der var megen plads, men Svanstedt gik bugseret Ice Attraction igennem og hoppen fløj frem til sejr i 1.11.1 foran Ariana G!

Det var en vinder til små 30 gange pengene!

Sejren i finalen var 84.000 dollars værd, mens tredjeplads i indledende gav 4.320 dollars.

I år har Ice Attraction startet 16 gange og vundet 5 sejre og tjent 197.742 dollars. I alt har hun tjent 302.092 dollars.

Ice Attraction kostede som åring 65.000 dollars.

Hendes moder, The Ice Queen (Conway Hall) har rekord 1.11.5 – og tjent 66.679 dollars.