Uanset hvor Charlottenlund Travbane måtte ligge i fremtiden, så er der allerede nu behov for at sikre banens overlevelse – og en kortsigtet strategi burde allerede være implementeret!
I endnu større grad end tidligere skal alle landets væddeløbsbaner i fremtiden skaffe egne indtægter til drift og vedligehold.
Direkte indtægter afledt af totalisatorspillet til de enkelte baner er med indgåelse af Sveriges-aftalen stort set forsvundet – en bane modtager godt nok 4% af baneomsætningen, men det er småpenge og det koster mere i lønninger at hente disse penge hjem.
Derfor har vi også set at baner som Klampenborg, Aalborg og Odense har gjort toto-spillet digitalt.
En banes indtægtsgrundlag er altså ikke længere totalisatorspillet – som det jo ellers grundlæggende har været.
Derimod er det nu indtægter fra entre, restauration, sponsor og udlejning af banen, der skal være den grundlæggende finansiering fremover.
Landets væddeløbsbaner skal altså fremover koncentrere sig om at lave indtægter og servicere publikum på en måde, der intet har med spil på heste at gøre.
Fra 2023 starter nedskæringen af bidraget fra Staten.
Hidtil har sporten modtaget lidt over 75 millioner kroner Ã¥rligt – det beløb nedsættes med 20% – sÃ¥ det i 2023 bliver omkring 63 millioner kroner.
I 2024 48 millioner, 2025 er der 32 millioner, 2026 16 millioner og fra 2027 er det slut!
Hvad Sverigesaftalen giver er lidt usikkert, men er nok omkring 40 millioner kroner årligt.
Den reviderede aftale, der gælder fra 2024, lyder på 3.3% af det overskud Svenskt Travsport modtager fra ATG.
Der bliver altså et stort hul i den fælles kasse, der står for væddeløbspræmier og fælles administration etc. medmindre banerne kan skaffe indtægter på samme niveau, som det tilskud, der er på vej til at forsvinde.
Der er endnu lidt tid til at den økonomiske smalhans for alvor indfinder sig, men derfor er det rettidig omhu allerede nu at begynde at erkende situationen og træffe foranstaltninger til at sikre sportens overlevelse.
Derfor var det skuffende læsning i det nyhedsbrev, som bestyrelsen i Det Danske Travselskab udsendte onsdag eftermiddag.
Jeg ville egentlig ikke have offentliggjort nyhedsbrevet, men da Aage Hansen har gjort det på Facebook til almindelig skue, så kommer det her
Kære medlemmer af DTS,
Hermed en kort status på bestyrelsens arbejde siden vi tiltrådte d. 28. marts i år.
Som offentliggjort, så ændrede bestyrelsen holdopstilling d. 22. maj.
Fra den dato har Henrik Johannsen og Morten Vendelø udgjort formandskabet.
D. 1. juni blev Klaus Koch daglig leder af selskabet.
Undgå dyre hovsaløsninger
I bestyrelsen arbejder vi loyalt og helhjertet efter det mandat medlemsflertallet gav os på generalforsamlingen – nemlig at udvikle Lunden til en kommerciel bæredygtig bane, hvor vi moderniserer indenfor de nuværende kulturhistoriske rammer.
Vi er i fuld gang med denne strategiudvikling baseret på analyser og forsøger således at undgå udgiftstunge nålestikoperationer, der ikke er indtænkt i en helhedsplan og dermed let viser sig at være urentable.
Desværre har bestyrelsen nødtvungent brugt meget tid på at løse driftsmæssige udfordringer sammen medselskabets medarbejdere.
Disse ses både på Lunden og Skovbo.
Det er bestyrelsens opfattelse, at større fleksibilitet mellem arbejdsstyrken på hhv. Lunden og Skovbo giver det bedste resultat.
Derudover er vi meget opmærksom på de påbud, der kommer til banen via projekt Sikre Baner (SIBA), så vi ikke smider penge i projekter, der er utidssvarende i forhold til kravene i SIBA, som bestyrelsen og Klaus Koch er i tæt dialog med Dansk Hestevæddeløb (DHV) herom.
Kommende medlemsmøde
Takket være et godt samarbejde med Klaus Koch og hans dygtige mandskab er der nu endelig mere rum til at udvikle en strategi for Lunden.
Vi glæder os til at præsentere og høre jeres mening om et strategioplæg på medlemsmødet i november, hvor vi håber, at vi får medlemmernes mandat til at trimme oplægget således, at det også vækker positiv interesse og imødekommenhed hos Gentofte Kommune.
Spændende Derbyweekend
Lige nu er et hold med Klaus Koch i spidsen i fuld gang med at planlægge Derbyweekenden, der udover den vigtige logistik, feststemning og løbsafvikling i år også omfatter afholdelse af den nyskabende Breeders Club auktion på Lunden fredag og lørdag, hvor over 80 topatleter kommer under hammeren.
J. Jensen er i år sponsor for søndagens hovedbegivenhed Dansk Trav Derby, og Lundens ledelse arbejder for at udnytte banens nuværende muligheder for at give alle en skøn oplevelse på Lundens arena.
Det er vigtigt for totaloplevelsen, at man for en rimelig pris kan få velsmagende mad ledsaget af ordentlig service.
Med det formål har selskabet ændret konceptet i Cafe P, med god variation og kvalitet i udbuddet, der også kan tilpasses ift. de enkelte løbsdages størrelse.
Det nye koncept er uafhængighed af fast catering, ingen eksklusivitetsaftaler, og publikum kan se frem til temadage fx tapas, sushi og udendørs paella m.m.
Det nye koncept indebærer, at DTS tjener penge på salg af mad, vin og tilhørende events.
Ponytravskole for trivsel og rekruttering
Det er en stor glæde at opleve engagementet og de mange kræfter, der lægges i arbejdet med Ponyklubben og Ponyskolen, senest med en succesrig afholdelse af Nordisk Mesterskab. DHV og trænerrepræsentant Axel Jacobsen bidrager flot til arbejdet.
Karina Rindom blev 1. juni ansat som underviser på Ponyskolen, og siden er der kommet flere nye elever til skolen. Nu er det gjort muligt for elever med egen pony og stor erfaring at få træningspas.
Dejligt, at vi nu kan inkludere de unge mennesker og give dem mulighed for mere træning og relevant undervisning, så de for alvor får mod på travsporten.
Alle selskabets medlemmer ønskes en fortsat dejlig sommer
Bedste travhilsener fra DTS’ bestyrelse