TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Nyt lysanlæg i brug på Lunden i dag

af | 15. dec 2024 | Nyheder

Med et stort program på 11 løb bliver det nødvendigt at have kunstigt lys til flere af løbene, og i dag er der premiere på et nyt LED lysanlæg på Lunden.

Alle pærer i de eksisterende standere er udskiftet, og er erstattet med LED-pærer, der ikke blot bruger mindre strøm, men som også giver et kraftigere lys.

Charlottenlund Travbane er den første bane herhjemme, der opgraderes på denne måde som et led i ”svensker-aftalen” og SIBA-projektet.

Fyens Væddeløbsbane er den næste bane.

Løbene på Lunden indledes i dagslys klokken 12.45 og som nævnt er der 11 løb på programmet.

Solen går ned over Charlottenlund klokken 15.36, så den officielle premiere på det nye lysanlæg vil nok ske omkring afviklingen af 9. løb.

Eftermiddagens hovedløb er 3. løb. Nationalløb, der er et løb med en lang historie.

Det blev første gang kørt i 1930, og blev indført på et tidspunkt, hvor der var en meget stor import af amerikanske travere.

For at give den danske hurtigklasse et eget løb blev Nationalløb indført.

Den præmis er ikke nødvendig i vore dage, og interessen for at starte i Nationalløb har i de senere år været særdeles lav.

I 2021 var der blot fem heste til start – i fjor var der seks heste.

I år er det bedre med ni heste, der skal kæmpe om en samlet præmiesum på 63.500 kroner!!

Løbet har en klar favorit i spidshesten, 1 Jomo Cash med Jan Dahlgaard, der ikke kan slås i fejlfri udgave.

Tillægshestene med 60 meter – E Type Cash med Victor Rosleff og Even Steven med Flemming Jensen er sat på en meget hård opgave!

Udover eftermiddagens løb er der kun en enkelt løbsdag tilbage på Lunden.

Kampen om Årets Hest kan måske blive afgjort i eftermiddag, hvis Ibrahimovic med Thomas Fischer kan tage sin tredje sejr i træk i 3. løb.

Helt let bliver det ikke mod bl.a. sejrshesten Kronprinsen med Steen Juul og Itsi Bitsi Cash med Jeppe Juel.

Men vinder Ibrahimovic, så kommer den på en førsteplads i kampen om Årets Hest foran Ideal Stone, der jo er solgt til Sverige og næppe kommer til start på årets sidste løbsdag.

Steen Juul er sikker på endnu et trænerchampionat, og Steffen Christiansen ligger til at tage et ny amatørchampionat.

Han er i sulkyen tre gange i eftermiddag – det samme er hans rival, Nicolai Haagensen.

De har begge 7 sejre, men Christiansen har 5 andenpladser mod Haagensens 3 andenpladser – og Steffen Christiansens køreture er vel de bedste.

Christian Nissen ligger til at vinde jockeychampionatet med 4 sejre, mens alt kan ske i montéchampionatet.

Som altid er Rene Kjær klar på Bet25 med tip til løbsdagen – klik her