TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Ny stjerne fra Hovgaard?

af | Nyheder

Stortalentet Stoletheshow er solgt til Sverige, men Torben Hovgaard har flere andre spændende ungheste på vej.

En af dem er den 2-årige hingst Dream It Is (Dream Vacation), der i oktober måneder blev godkendt på 1.24,0/2020 meter og skal i rutineløb søndag eftermiddag på Skive Trav.

-Dream It Is er en stor, tung hest, der skal ud og ha’ noget fart i kroppen, men han kommer først til start i 3-årssæsonen, siger Torben Hovgaard.

-Det er jo svært at sige hvor langt han rækker, men han skal nok komme til at fungere og så tror jeg faktisk, det bliver en fin hest.

Dream It Is er norskregistreret og opdrættet af de to nordmænd, Per Rune Pollestad & Ordin Larsen, men født og opvokset på Torben Hovgaards stutteri i Ål ca. 20 km sydvest for Skive – det samme er tilfældet med Stoletheshow, der i sidste uge blev solgt til en svensk hesteejer efter to imponerende præstationer både hhv. Lunden og Jägersro.

-Jeg havde på et tidspunkt to følhopper stående for en nordmænd og de fik begge føl efter Dream Vacation. Aftalen blev, at jeg fik lov til at beholde føllene, mens hoppernes ejer kom til at stå som opdrætter af føllene, fortæller Torben Hovgaard.

Førsteklasses træningscenter
Torben Hovgaard arbejder til daglig som mejerichef på Nordex Food i Nørager ved Dronninglund, men går “all-in” på sin store hobby – travsporten – og har langt bedre træningsfaciliteter end de fleste professionelle travtrænere på familiens ejendom på Hjerl Hede.

-Vi har bygget stedet op efter heste og har en sandbane på 400 meter, en galopbane på 400 meter, en rundbane på 1000 meter, en intervalbane på 800 uden stigning og en MED stigning – samt adgang til en stor skov med sammenlagt 18 km stier, siger Torben Hovgaard (44), som fik sin første travhest (Speedy Boy) som 13-årig. Faderen Vagn Hovgaard har bl.a. opdrættet sejrshesten Alamo Bay (1.13,4a-789.000 kr/39 sejre) og følger stadig sønnerne, Torben og Michael Hovgaards bedrifter på travbanen tæt.

-Min far har ikke haft heste i mange år, men jeg havde ham med til Aalborg-auktionen, hvor jeg købte to plage, Etna Toft (hoppe e. Great Challenger) og El Nino Trøjborg (hingst e. From Above US), fortæller Torben Hovgaard, som også købte Encore Simoni (hingst e. Yarrah Boko) på DTC’s Derbyauktion.

-Etna Toft er i træning hos Jeppe Rask, som snakker godt om den og siger, at den har et fantastisk trav. De to andre har jeg herhjemme og de følger det træningsprogram, jeg lægger for alle mine ungheste. Det er et par store heste, der så småt er begyndt at gå intervaller. De tegner alle tre rigtig godt og hvis de fortsætter sådan her, kommer de alle til start som 2-års, men det afhænger også af hvordan vinteren bliver.

O’grady kan endnu
Torben Hovgaard er også aktuel med snart 12-årige O’grady (S J’s Photo), der senest vandt i Hamburg for Christian Lindhardt i fornemme 1.12,0a/1680 meter. Det var sejr nummer 43 til O’grady, der nærmer sig 4 millioner i indkørte præmier og samtidig virker som avlshingst – han har i år bedækket ni hopper, hvoraf de otte er konstateret drægtige.

-O’grady har i dag trænet stille og roligt i skoven. Han er i et kæmpe humør og starter muligvis på Lunden den 3. december, siger Torben Hovgaard.

På Copenhagen Cup-dagen vandt O’Grady med Christina Lindhardt montéløbet i overlegen stil. Foto: Kim Gudmand

-Vores egen Rina Chen Hai (Vicgtory Party), der sluttede karrieren i fjor, er bedækket v/O’grady, så hun får sit første føl næste år – det glæder vi os meget til.

-Jeg har desuden lejet Olympia Bay (Coktail Jet) af min storebror, Michael Hovgaard, men hun er ikke bedækket i år. Olympia Bay repræsenterer familiens hoppestamme, der startede med Theresa Præstegård (Hempt Hanover), som i 1978 blev mor til Eresa og året efter Feresa. Feresa er mor til bl.a. Alamo Bay (mor til Olympia Bay), Speedy Boy, Baby Herve og Fantom Boy, der alle tjente over 300.000 kr.

-Jeg har også lige købt en ny følhoppe af Niels Hundebøll, Bella Donna (Great Challenger), men hun skal først bedækkes næste år v/O’grady. Jeg er desuden på udkig efter en ny følhoppe og har netop i dag været oppe og se på et muligt emne. Jeg leder også efter en ny løbshest og har i dag være ude og se på en 1-åring, men om det bli’r den, ved jeg ikke endnu. Det kunne også være en 2- eller 3-åring, så jeg kigger lige lidt på hvad der er til salg rundt omkring.

Ny tysker
Der er således godt med heste hos Henriette og Torben Hovgaard, som også har 3-årige Cafe Latte (ENS Snapshot) og er medejer af Charming Boom Bay (Great Challenger), der trænes af Skive-amatøren Ole Thomsen.

-Jeg har endvidere nogle anparter i Commit Boom Bay (ENS Snapshot) – Team Lundens anpartshest, der søndag er til start i Grand Circle 3-års Hoppechampionat i Skive, siger Torben Hovgaard, der også er aktuel med tyske Limbo (Brioni), som han for nylig købte via Christian Lindhardt.

-Han galoperede i første start for os og er efterfølgende blevet tjekket op af dyrlægen, som fandt nogle småting. Limbo kommer til start igen om 1-1½ måned. Det virker som en stærk hest i træning og hvis vi kan få den til at holde sammen på travet, er jeg sikker på at vi får en hest, der når langt op gennem klasserne.

Grand Circle-deltageren Commit Boom Bay er opdrættet af Torben Hovgaard.